中华人民共和国

Så fik jeg besøgt endnu et land og en verdensdel til mit cv. Turen gik til Kinas hovedstad Beijing samt Changchun ca. 1000 km mere mod nordøst. Jeg havde sat foventningerne op mod at møde en helt anden kultur og selvom jeg gik ind til det med paraderne nede, blev jeg alligevel overrasket.
Allerede da vi landede i Beijing mødte vi smog-laget, der dækker byen, når det er vindstille. Det ligger som et tæppe og er så kraftigt, at man sagtens kunne kigge direkte op på solen. Jeg vidste, at det var sådan, men kunne slet ikke forestille mig det. 

Vores første dag gik med at besøge Silkemarkedet, et gedemarked, hvor de cirka tusind ansatte alle gerne vil sælge alverdens kopivarer lavet af Cashmere [Kashmir], "silke" og andet finurligt materiale.
Forfærdeligt, men billigt og prut-bart.
Turen var arrangeret af Vasa Management og løbene var det, der er tilbage af Park World Tour. Vores første tre afdelinger skulle foregå i Changchun, en "lille" by med kun 3,6 mio. indbyggere og 8 timers togtur fra Beijing. 
Her løb vi en prolog i et skov og park område. Tusinde kinesiske studerende dystede samtidig i universitetsmesterskaberne, så der var godt fyldt med mennesker, men vi blev behandlet som stjerner. Jeg havde ikke løbet i et par dage, men benene og teknikken var dog god nok til at tage én delt 9.plads, et minut efter vinderen og kun 15 sek. fra præmiepodiet. Om eftermiddagen blev vi sluppet løs på en løbesprint i byens skulptur-park, og her måtte jeg dog se mig sat lidt af i farten. Banen var meget præget af, at man skulle løbe lige på og så bare trykke på.
Når vi så ikke løb kunne vi slappe af på Sheraton Hotel i spøgelses-delen af Changchun: Mange bygningsværker stod fint omkring hotellet, store højhuse og kæmpe villaer, men alle havde det tilfælles, at de var ubeboede. Ganske simpelt fordi kineserne ikke har råd til at bo i dem. Men der skal jo stadig være arbejde at gøre, så bygningerne blev ved at skyde op - det føltes som, at der kom flere til under natten.
Dagen efter stod den på rigtig mellemdistance i skoven. Jeg havde lidt naivt troet, at skovene i Kina var utilgængelige af tæt bambus, men det skulle vise sig at være en lækker hurtig skov, som mest af alt lignede noget fra Danmark. Jeg var igen godt kørende, dog var jeg lidt træt, men jeg formåede
at styre koncentrationen hele vejen, og så give den alt jeg havde. Vindertiden på 24 min. på 5,1 km med 280 m stigning afspejler, at terrænnet var hurtigt, og jeg er da også fint tilfreds med kun at tabe 2½ min. til en tidl. verdensmester på distancen. Det lover godt for EM i Portugal næste år.

10 timers forsinkelse
Det var meningen, at vi skulle være turister på turen, og hvordan lærer man bedst om kulturen? Ved at snakke med de indfødte. Det fik jeg også rig mulighed for, da vores fly tilbage til Beijing blev forsinket i næsten 10 timer pga. tåge. Her kan man tale om et breakdown: Motorvejen, jernbanen og lufthavnen var lukket næsten hele dagen, men til forskel fra en europæisk indstilling, var der ikke rigtig nogen, der brokkede sig. Flyselskaberne var da heller ikke langsomme til at diske op med gratis forplejning, som dog var lige lidt for alternativ til alles smag. 

Jeg brugte en masse timer på at snakke med et par kinesere om kulturforskellene fra Danmark til Kina. Og ja alt blev sat i perspektiv: Jeg kommer i hvert fald ikke i fremtiden til at mene, at jeg har det hårdt i skolen. Samtidig kommer jeg også til at sætte mere pris på det sammenhold og samarbejde med venner man opbygger tidligt i livet. Desuden er jeg lidt glad for, at vi ikke har 3-4000 tegn at lære for at kunne skrive. Tilgengæld var æ, ø og å til stor morskab for kineserne. 




北京
Flyet nåede dog Beijing, og vi kunne løbe den sidste afdeling ved ruinerne af det gamle Solpalads. Her var kræfterne dog brugt helt op, og jeg kunne kun slæbe mig ind til en 18.-plads.
Herefter kunne vi fortsætte turen et par dage som rigtige turister. Vi fik set Den Kinesiske Mur, eller i hvert fald en brøkdel af den. Ufattelig lang og stejl. Regnvejret gjorde den ikke mere fremkommelig.

På vej tilbage mod byen blev vi fanget bag et af de utallige trafikuheld. Undervejs på hele turen mødte jeg syv mindre trafikkollisioner, men det er nok også resultatet af en anden kørekultur. Som fodgænger er man i hvert fald det svageste led, så der må man bare løbe over vejen, når der er plads.
Den sidste dag blev brugt i Den Forbudte By med massive tømmermænd. Det første var et imponerende stykke ingeniørkunst med utrolig symmetri og kræs for deltaljer, det andet et resultat af, at der også var plads til festlige lejligheder, da løbene og sæsonen var slut.
Så et spændene indblik i det kæmpe land, og jeg må sige, at det var en kanon oplevelse. Gruppen på 35 løbere var meget åben, og der var hurtigt snak på kryds og tværs. Vi deltog fem fra Danmark, og jeg kan slet ikke afvise, at jeg tager af sted igen!