Jeg er nu tilbage på Hannesvej efter en meget lang, men begivenhedsrig juli. Det startede med VM i Venedig d. 5. juli. Ét års forberedelse lå forud og det burde egentlig ikke kunne gå galt. Jeg har ikke rigtig berettet om min oplevelse, men den får i her: Jeg startede da meget fornuftigt ud på kvalifikationen på Burano med en 8.plads bare +0.27 efter vinderen og 16 sekunder til cuttet på 15.pladsen. Så det evige kvalifikations nervøsitet kunne hurtig overstås, så der for alvor kunne lægges fokus på den finale, vi havde arbejdet så meget med på forhånd. Til dem der ikke ved det, så havde Tue Lassen tegnet hele finale-kortet ud fra Google Street-view. Det betød, at vi godt vidste, hvad der ventede os. Men det blev desværre ikke helt nok.
Det har været svært at komme over det der skete i finalen, men jeg må jo bare tage ved lære. Med det samme kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var der, hvor jeg vil være fysisk. Men det skulle ikke sætte begrænsninger. Jeg er slet ikke i tvivl om vejvalg til post 3, da jeg har set det stræk flere gange før i vores forberedelse. Men til post 5 blev jeg fanget, da jeg ikke helt så et hegn. Men det er småfejl, og det var bare videre og kæmpe, kæmpe. Det gik også fornuftigt indtil jeg sidst på banen kogte over: På vej til post 18 tog jeg den forkerte gyde, men fortsatte stadig mit vejvalg, som jeg havde planlagt. Det betød desværre, at jeg endte helt forkert og bare stod og kiggede ud mod den store kanal med alle krydstogtskibene. Øv. Jeg fandt hurtigt tilbage, men vidste, at målsætningen var helt håbløs at nå. Jeg trillede den sidste del af banen og ender helt ned som nr. 39. Med en målsætning om top20 og en placering som nr. 26 i 2013, var jeg selvfølgelig dybt skuffet.
Det værste (og bedste) var egentlig tiden lige efter målgang. Det tog tid for mig at opfatte, hvordan Tue og Søren lå i stillingen, for jeg vandrede lidt hvileløst rundt. Jeg glemte dog mine fejl for en stund og forsøgte, at glæde mig over de tre medaljer, de andre havde vundet, og at vi havde en verdensmester. Men følelserne ramte hårdt, da vi til sidst forlod Venedig i smuk solnedgang. Tre gange havde vi taget samme tur ud efter træning, men nu var det altså sidste gang. Og det lykkedes desværre ikke. De følgende dage blev det til frustration og en indre vrede, men jeg fik heldigvis løsnet op med nogle lange ture, bla. en tre timers tur på de nærmeste bjerge. Det var trods alt også fedt at være med til det bedste VM for Danmark nogen sinde med hele seks medaljer.
Off-periode
Resten af juli har jeg brugt til O-ringen i Sverige, hvor jeg lagde fokus på nogle enkelte afdelinger og brugte resten til træning. Det blev til en 27. plads på sprinten og en 21. plads på mellemdistancen, hvilket jeg egentlig er fint tilfreds med. Derefter fortsatte jeg på Ungsenior-sommerlejr i Eksjö en uges tid, hvor vi havde en virkelig hyggelig tur, men en masse fede træninger, men ikke mindst rigtig hyggeligt fællesskab.
Nu sidder jeg som sagt her tilbage, med en smule ondt i hovedet og meget sprøde stænger efter at have løbet mit andet halvmarathon: Løberen Highland Trail er helt sikkert det hårdeste, jeg lige har kastet mig ud i, og jeg slæbte mig da også rundt på hele 2.21 t på de 21 km med 1500 højdemeter. Fed rute, fedt løb og lækkert kombivejr med lummervarme senere afløst af det vildeste skybrud.
Nye rammer
Nu er der så en måned tilbage af sommerferien. Jeg er så småt begyndt at blive motiveret igen, men jeg venter lige til September med at starte hverdagen helt op. For jeg har lige en masse ting, der skal nås endnu. Der er en eksamen, jeg udskød fra juni, og så hiver jeg teltpløkkerne op og begiver mig ind mod byen. Jeg flytter ind til Frederiksbjerg, hvor der bliver mulighed for at løbe til morgentræning og generelt bare kortere afstande til alle de steder, hvor jeg er. Jeg er sikker på, at det vil gøre hverdagen lettere og give mindre transport- og spildtid, hvilket har været den eneste ulempe med Hannesvej.
