Rogaining er det
orienteringsløberne vil kalde for et pointløb. Det første lyder bare sejere, og
det er også sjældent, at vi kaster os ud i 6 timers distancen. Men det fik jeg
prøvet på Gran Canaria for et par dage siden, og det var en spændende oplevelse.
Jeg havde aldrig prøvet at løbe så lang tid, men det var også et møde med en
anden form for kort. Det tog noget tid at tilpasse sig til 1:25000 målestokket
og 10m ækvidistancen, men også at kortet måske ikke er helt så skarpt alle
steder. Det er dog forståeligt nok, når man har et kort over et område på 50
kvadratkilometre.
Jeg løb konkurrence med Bjørn Axelsen, der løber for Team Salomon Trail Tour, som vi også stillede op for, og jeg kan lige så godt sige, at vi overmatchede konkurrenterne i 6 timers klassen. Det skyldtes både fysikken, men også at vi havde gjort forberedelsen godt ved at kigge på kortet fra 2013 og analyseret, hvordan man skulle tackle området. Man kan se vores tracking her http://sportrec.navirec.com/ui/#1b750rm og følge min videre gennemgang af konkurrencen
Jeg løb konkurrence med Bjørn Axelsen, der løber for Team Salomon Trail Tour, som vi også stillede op for, og jeg kan lige så godt sige, at vi overmatchede konkurrenterne i 6 timers klassen. Det skyldtes både fysikken, men også at vi havde gjort forberedelsen godt ved at kigge på kortet fra 2013 og analyseret, hvordan man skulle tackle området. Man kan se vores tracking her http://sportrec.navirec.com/ui/#1b750rm og følge min videre gennemgang af konkurrencen
Bliv på stierne og
undgå stigningen
Kortet blev udleveret 30 min før start, så modsat hvad jeg er vant til, var der masser af forberedelsestid. Vi valgte hurtigt at vi skulle mod uret rundt på kortet, da der var mulighed for at gå i mål ude i Tamadaba-skoven i den vestlige del af kortet. På forhånd vidste vi, at denne del af kortet også var ekstra kuperet, så her skulle vi undgå at have for meget tid til gode. Vi fandt da også, at der var mulighed for at få rigtig mange pointgivende poster ved at følge kanten rundt mod uret, hvor vi samtidig kunne holde os til asfaltveje og store stier, men vigtigst af alt, undgå alt for megen stigning. Det vi vandt på var især ikke at "støvsuge" området for poster. På trackingen kan man se, at vi fx bevidst undlader post 50 i starten selvom, vi drøner lige forbi. Men den ligger 200 højdemetre nede for den asfaltvej vi passerer på, og derfor blev posten ikke det "værd". (Det skal lige siges, at det første ciffer i postens nummer er antal point (1-10)). Ligeledes blev post 71 fravalgt, fordi vi på bare lidt længere tid ville kunne få 80, 81 og 62, altså 15 point mere, med bare lidt ekstra kilometre. Så mens de andre hold begyndte at sværme om alle posterne, tog vi de mest pointgivende og samtidig dem, der ikke ville give for meget klatring. Man kan ligeledes se os springe forbi post 100, men på forhånd havde jeg sagt til Bjørn, at vi lige meget hvad, ikke skulle ned i den dal, for den ville bare trække tænder ud.
Kortet blev udleveret 30 min før start, så modsat hvad jeg er vant til, var der masser af forberedelsestid. Vi valgte hurtigt at vi skulle mod uret rundt på kortet, da der var mulighed for at gå i mål ude i Tamadaba-skoven i den vestlige del af kortet. På forhånd vidste vi, at denne del af kortet også var ekstra kuperet, så her skulle vi undgå at have for meget tid til gode. Vi fandt da også, at der var mulighed for at få rigtig mange pointgivende poster ved at følge kanten rundt mod uret, hvor vi samtidig kunne holde os til asfaltveje og store stier, men vigtigst af alt, undgå alt for megen stigning. Det vi vandt på var især ikke at "støvsuge" området for poster. På trackingen kan man se, at vi fx bevidst undlader post 50 i starten selvom, vi drøner lige forbi. Men den ligger 200 højdemetre nede for den asfaltvej vi passerer på, og derfor blev posten ikke det "værd". (Det skal lige siges, at det første ciffer i postens nummer er antal point (1-10)). Ligeledes blev post 71 fravalgt, fordi vi på bare lidt længere tid ville kunne få 80, 81 og 62, altså 15 point mere, med bare lidt ekstra kilometre. Så mens de andre hold begyndte at sværme om alle posterne, tog vi de mest pointgivende og samtidig dem, der ikke ville give for meget klatring. Man kan ligeledes se os springe forbi post 100, men på forhånd havde jeg sagt til Bjørn, at vi lige meget hvad, ikke skulle ned i den dal, for den ville bare trække tænder ud.
Pina Colada mod
trætheden
Det blev dog hårdt, men jeg indtog masser af Snickers, energibarer og lokale gels med smag af Pina Colada (kan stærkt anbefales!), så jeg havde faktisk overraskende meget energi og gode ben hele vejen. Dog blev det hårdt at kravle op af Tamadaba-bjerget til sidst (mellem post 74 og 42), men her valgte vi dog også med god grund af sætte et gå-tempo.
Vi havde en udfordring i at vurdere, hvilke poster vi kunne nå her. Planen var på forhånd efter post 42 at tage, 64,75,65,85,52,101,76,77,53, men jo længere vi kom, jo langsommere gik det. Først måtte vi skære 64 og 75 fordi det ville give flere point at tage de tre ude vest på. Men det tog en del længere tid at tage post 65 og 85, da terrænet her var fyldt med knastør knæhøj undervegetation, som man selvfølgelig ikke kan læse på et rogaining-kort. Så derfor valgte vi, at blive ved asfaltvejen og tage post 33 med på vej til 77. Da vi passerede mål første gang, havde vi dog stadig 30 minutter, så vi smuttede lige ned til post 53 og så tilbage.
Da resultatet så endelig kom frem, havde vi vundet med et margin på 67 point, så alt hvad vi gjorde i Tamadaba-skoven var sådan set bare en distancering af konkurrenterne. Men det kan man jo ikke vide undervejs! Vi havde også løbet 42,5 km hvilket var over 10 km mere end de nærmeste konkurrenter men havde "bare" 1900m opstigning i alt.
Det blev dog hårdt, men jeg indtog masser af Snickers, energibarer og lokale gels med smag af Pina Colada (kan stærkt anbefales!), så jeg havde faktisk overraskende meget energi og gode ben hele vejen. Dog blev det hårdt at kravle op af Tamadaba-bjerget til sidst (mellem post 74 og 42), men her valgte vi dog også med god grund af sætte et gå-tempo.
Vi havde en udfordring i at vurdere, hvilke poster vi kunne nå her. Planen var på forhånd efter post 42 at tage, 64,75,65,85,52,101,76,77,53, men jo længere vi kom, jo langsommere gik det. Først måtte vi skære 64 og 75 fordi det ville give flere point at tage de tre ude vest på. Men det tog en del længere tid at tage post 65 og 85, da terrænet her var fyldt med knastør knæhøj undervegetation, som man selvfølgelig ikke kan læse på et rogaining-kort. Så derfor valgte vi, at blive ved asfaltvejen og tage post 33 med på vej til 77. Da vi passerede mål første gang, havde vi dog stadig 30 minutter, så vi smuttede lige ned til post 53 og så tilbage.
Da resultatet så endelig kom frem, havde vi vundet med et margin på 67 point, så alt hvad vi gjorde i Tamadaba-skoven var sådan set bare en distancering af konkurrenterne. Men det kan man jo ikke vide undervejs! Vi havde også løbet 42,5 km hvilket var over 10 km mere end de nærmeste konkurrenter men havde "bare" 1900m opstigning i alt.
The
Instagram-corner
Efter løbsberetningen følger her en række fotos fra denne super fotogene ø. Som billederne viser har vejret også vist sig fra sin bedste side med fuld sol og ca. 23-27 grader hver dag.
Efter løbsberetningen følger her en række fotos fra denne super fotogene ø. Som billederne viser har vejret også vist sig fra sin bedste side med fuld sol og ca. 23-27 grader hver dag.
