30. jan. 2012

Støtteoverækkelse og Idrottsgala

Torsdag var jeg tilbage i Roskilde for at modtage et legat for 2012 af Elitesport Roskilde. Det er femte gang jeg får støtte fra organisationen, og det er jeg selvfølgelig meget glad for! Pengene går primært til transportudgifter men i år også i stigende grad til løbeudstyr, primært sko. Jeg var ellers i tvivl om jeg kunne modtage støtte, da jeg ikke er bosat i Roskilde Kommune mere, men der var enighed om, at jeg bedre kan udvikle mig i Århus.

Efter en rolig dag hos familien gik turen videre fredag mod Åhus i Sverige. Modsat Danmark er det ikke sne her, så det var fedt at få den sidste fede tekniske træning i snefrit terræn i denne omgang. Det blev til et linie- og korridorløb i Aspet-Yngsjö, som er fint relevant for EM i Dalarna. Det gik forrygende godt, især på linieløbet, hvor jeg havde rigtig fint flyd hele vejen. I Korridoren skulle jeg lige vende mig til 1:10000, som er svært at læse i dette terræn. (Se kort i kortmappen!)
Men turen til Sverige bundede i, at jeg skulle deltage i Nordöstra Skånes Idrottsgala 2012, fordi jeg vandt SM-guld på sprint-distancen i Visby på Gotland i April. Her fik jeg en tur op på scenen og modtog 5000 svenske kr. for min bedrift. Det var jeg overrasket over, og Per Forsberg (konferencier, O-ringen speaker, Pan-Kristianstad, speaker til SM-sprint) tog da også lige et lille interview med mig, hvor jeg fik lov at berette om dagen, hvor jeg slog en franskmand med 1 sek. og dermed fik sat svenskerne på plads til deres eget mesterskab. Ellers fik jeg et indblik i, hvad Kristianstad Kommun kan mønstre af sportsfolk: Alt fra nordiske-mestrere i ponyhop til rally-kørerer. Til Gallaen var også fin underholdning i form af tre gode sangere, bla. Idol-vinderen fra lokalområdet og to andre kendte svenskere.

Og som pengestrømmen ikke kunne tage stop fik jeg mig også en ny sponsoraftale. Detaljerne er ikke på plads, men det er rart at blive støttet økonomisk, da sporten fylder meget i hverdagen, hvor fritidsjob ikke er fleksible nok til at blive tilpasset. Så der er dannet et økonomisk grundlag for 2012 og fremad, som jeg ser frem til. Også selvom sneen nu desværre kom til landet. Sneen er ikke problemet, men kulden har det med at genere mine ben. Heldigvis er vinteren næsten ovre, og der venter en fed tur til varmere himmelstrøg i uge 8.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar