Jeg er flyttet til Finland!

Dagen efter hjemkomsten fra VM startede endnu et kapitel i mit liv. Jeg er flyttet til Turku i Finland for en stund, og det er noget, jeg har glædet mig til i meget lang tid. Men først vil jeg lige vende VM
 

VM i form
Dette var fjerde gang, jeg nu skulle stå på startstregen til VM, og denne gang havde jeg en meget bedre fornemmelse end de sidste to år. Jeg følte, at jeg faktisk havde ramt formen i år. Sammen med Torbjørn havde vi forsøgt at ændre tapering-perioden, da vi tydeligt kunne konkludere, at jeg aldrig rigtig har følt mig i form efter den sædvanlige formtopnings-model. Så vi testede en ny, og der var jo ikke noget at tabe.

Det var det helt rigtige at gøre, og resultatet kunne tydeligt mærkes fra min side, da konkurrencerne gik i gang. Allerede på kvalifikationen følte jeg mig flyvende, og det afspejlede sig også i resultatet med en sikker sprint-kvalifikation med en tredjeplads et par sekunder efter.
Man kan drømme meget og lade det hele stige til hovedet efter sådan en start. Men jeg var klar med mig selv denne gang. Lige meget hvad, så havde jeg allerede gjort det bedre. Så jeg glædede mig i stedet bare meget til finalen.

Mit løb i finalen kunne dog godt havde været bedre. Jeg tager nogle dårlige vejvalg og mister noget tid hist og her. En 27. plads var heller ikke helt, hvad jeg havde forventet, for med en 24. plads sidste år, hvor jeg følte mig rigtig dårligt kørende, gav det jo ikke helt det rigtige billede. Det er jo så bare det fantastiske ved orienteringsløb, hvor opgaven aldrig er den samme. Sprinten sidste år var nok bedre til mig end i år, men for mig var det bedste, at jeg følte en fremgang fra sidst. Det var en sejr i sig selv.

Foto: Worldofo.com - http://runners.worldofo.com/andreasboesen.html

En VM-stafet i hårdt selskab

I år var jeg også udtaget til stafetten, og det betød meget, at jeg nu havde noget at se frem mod resten af VM-ugen. For mange er det en mental udfordring at løbe flere distancer, men for mig har det været en mental udfordring at være med på holdet uden at skulle noget efter sprinten.
I år skulle vi herrer gøre det godt. For første gang siden 2012 startede de tre herrer, der også som udgangspunkt var udtaget til holdet. Den første sejr i sig selv! Men så skulle det også være. Vi havde en målsætning om top8, og jeg vidste med mig selv, at det ville blive rigtig hårdt, især for mig. Det er ingen hemmelighed, at jeg ikke har fokuseret så meget på skovdistancerne som på sprinten, men de store stafetter har dog altid formået at tænde noget fightervilje i mig.
Så da jeg varmede op sammen med alle verdensstjernerne (ja, Gueorgiou, Lundanes, Hubmann, Bergmann, Bertuks) kunne jeg ikke lade være med at smile, for jeg var godt klar over, at dette ville blive det hårdeste, jeg havde prøvet.
Det gik dælme også stærkt. Jeg blev sendt ud efter planen i top6 og træffer mine første to poster sikkert. Desværre går et hurtigt tog forbi mig ved post 3, men jeg holder fokus. På langstrækket kommer Oleksandr Kratov blæsende, og jeg kæmper alt, hvad jeg kan for at følge med. Jeg taber seks placeringer, men Tue formår heldigvis på sidsteturen at bringe os op på 9. pladsen.
Det var fedt! Det var godt for os danske herrer endelig at være tilbage i top10, hvor vi i hvert fald hører til. Og for mit vedkommende behøver jeg ikke mere at mønstre mig med 18.pladsen fra VM-stafetten i 2013, som mit bedste resultat. 

Foto: Worldofo.com - http://runners.worldofo.com/andreasboesen.html

Nye skove at udforske
Nu er jeg så i Finland på et udvekslingsophold for resten af 2016. Jeg studerer på University of Turku, og derudover deltager jeg på alle de træninger, jeg kan. Træningsmiljøet er anderledes skruet sammen heroppe, hvilket lige kræver noget tilvænning. Til gengæld er tilbuddene ikke færre og sporten er som bekendt bare til stede i hele samfundet. Jeg er blevet taget rigtig godt imod, og glæder mig meget til alle de fire måneder, også selvom alle taler om, hvor koldt og mørkt det bliver.

Så hæng på, jeg kommer nok til at berette lidt mere på et tidspunkt. I mellemtiden, så følg med på Instagram, hvor jeg smider nogle oplevelser op en gang i mellem

Nähdäan pian!

  

Det har kun været succes

DM-guld, World Cup 14. plads og en stærk tur til sprint-stafetten. 

Resultaterne har været gode, rigtig gode. Og det har været to fantastiske weekender, jeg nu kan se tilbage på. 

Endelig vandt jeg DM-guldet på sprintdistancen i H21-klassen, hvilket var et af forårets vigtigste mål. Og til World Cuppen i weekenden kunne jeg tydeligt se, at jeg har taget et stort skridt fremad både fysisk, teknisk og mentalt på sprintdistancen. Og det kommer helt klart ikke af tilfældigheder. Jeg har gennem hele vinteren trænet helt efter planen og har slet ikke haft sygdomme eller skader, der har sat begrænsninger. Samtidig har dialogen med Thorbjørn været udviklende og konstruktiv, så jeg hele tiden har formået at udvikle mig også på den mentale og tekniske front. Allerede på landsholdets træningslejr i Slovenien kunne jeg så se, at jeg havde rykket mig fremad. Nu lå jeg ikke bare i hælene på Tue og Søren, men jeg formåede faktisk at slå dem, når vi løb prioriterede sprinter.

 

Succes til DM-sprint og World Cup

Dette  var også været den primære drivkraft i motivationen i de sidste to weekender: Jeg skulle være den bedste dansker. For når man har to landsholdskollegaer, der begge er verdensmestre, så er det samtidig også en god indikator for, hvor jeg står mod resten af verdenseliten. Til DM-sprint ramte jeg den helt perfekt. Hele løbet blev efter planen, og jeg kunne virkelig mærke at rutinerne sad endnu mere bevidst. Alle forstyrrelser blev behandlet efter bogen, og jeg kunne virkelig mærke en ekstra styrke i benene. Til World Cuppen i weekenden kom så den store prøve, hvor der også skulle håndteres et pres med de allerbedste konkurrenter, men også et meget større konkurrence-setup. Men her formåede jeg igen at få det hele til at køre, som jeg gerne ville have det. Sprint-kvalifikationen var intens, men jeg havde forberedt mig helt perfekt på udfordringen og gennemførte den perfekt. I finalen vidste jeg, at det blev svært, og det er længe siden, at jeg har været så udfordret på en sprint. Men jeg holdte sammen på det hele vejen, om end jeg blev lidt træt til sidst. Så en 14. plads i det stærke felt, er jeg virkelig tilfreds med. Og det sluttede til sidst med en virkelig god tur på sprintstafetten, hvor jeg løb femtebedste tid og samtidig fik hentet en del hold ind. Vigtigst af alt var her, at jeg virkelig formåede at køre et perfekt løb på trods af alle de stressmomenter, de andre løbere gav.
Så overordnet har det været fire vigtige løb, der alle har kørt lige efter planen…

Låg på og fremad
Men hvad så nu? Det skulle gerne fortsætte, for årets største mål er stadig EM og VM sprint. Og jeg kan ikke hvile og stille mig tilfreds med den opnåede udvikling nu. Til gengæld skal der nu lægges låg på de overståede konkurrencer og så skal blikket først og fremmest rettes mod EM sprinten, der allerede er om 2½ uger. For her venter endnu en udfordring: Først en kvalifikation i et terræn, der ligger meget godt til mig; fladt, bymæssigt område. Men så kommer finalen. I dag så jeg for første gang området på afstand, og det bliver en anden opgave. Det er stadig sprint, men det kommer til at gå op og nedad, en del mere end jeg lige er vant til. Men det er derfor, vi nu er på træningslejr i Tjekkiet lige op ad EM-terrænerne: For at blive "lokalt-kendte" og at få formen til at peake på det helt rigtige tidspunkt. For nu skal jeg tro på det hele vejen. Det kan række langt, men det kræver det sidste arbejde. Jeg skal ikke bare være bedste dansker, men jeg skal også nå den placering, jeg har mål om.