Afsted til norden

Nu er jeg vendt tilbage til forårsskønne Danmark efter 16 dage i Sverige og Finland. Jeg er hjemvendt med fornemme resultater, hvilket viser at formen er nået et godt nøk op til den her sæson. Jeg så allerede i DM-weekenden med en femteplads på sprint og en fjerdeplads på ultralang (mit bedste resultat indtil videre), at jeg har flyttet mig fysisk.

For at få nogle løb i nordisk terræn søgte jeg i starten af min udenlands tur til Tibro, hvor de første afdelinger af Silva League blev afholdt.  Det var også min sidste chance til at bevise mit værd for Tiomila-holdet, hvor jeg i denne sæson , fik at vide, at jeg ikke kunne føle mig sikker på en førsteholdsplads.

Usikkerhed var der dog næppe efter mit fremragende og kontrollerede løb. Mange kurvedetaljer og super hurtig bund passede mig fint, og jeg formåede at skifte mellem intensiv kortlæsning og løb, hvor jeg mest af alt stolede på retningen. Super glad var jeg for min præstation, og jeg gik da også hen og vandt min klasse med et par sekunders forspring. Lettere brugt fik jeg så også lov at lege med hos de bedste om søndagen, men her måtte jeg dog se mig knust med næsten 20 minutter af den franske mester.

Schwartz Resort

Efter Silva League fik jeg endelig mulighed for at besøge Søren Schwartz i Göteborg. Søren bor ligesom jeg i et en mansion, dog sammen med to nordmænd og en finne med kort afstand til skoven og klubbstugan. Jeg savner selv lidt mere udfordrende terræner og kortere til skoven, men i Aarhus har vi tilgengæld et velfungerende elitecenter. Hvad jeg lærte hos Søren var at lave, hvad jeg ville kalde ingenting. Søren laver dog ikke ingenting. Hvis han ikke har gang i sit fjernstudie, hygger han sig med sin egen ølproduktion (Sørens Special er ganske fin!), hvis han ikke træner eller evaluerer. Der hersker i det hele taget i hyggelig og rolig atmosfære i huset på Wetlandergatan, og det er ikke sidste gang jeg kommer forbi.

Tiomila stod for døren i sidste weekend og min rejse- og holdkammerat Rasmus Thrane og jeg ventede spændt på opstillingen til stafetten. Og den kom tirsdag, men blev ændret onsdags morgen og igen torsdag aften. Så jeg gik fra 9. til 1. til 6. tur på holdet. Desværre skyldtes det ikke  ændret opstilling med mandefald, hvilket desværre kostede os på selve stafetten: Efter 3. tur er vi der, hvor vi skal være, men ude på langenatten bliver vores mand ganske enkelt hægtet af. Det gik for stærkt og han kommer i mål næsten 20 minutter efter fronten. Vores oprindelig langenat's mand var usandsynligt faldt af, men blev desværre forhindret i løbet af ugen. Men det ændrede ikke ved, at der stadig kunne kæmpes om pladserne. Terrænet var igen hurtigt og fladt, hvilket igen skulle vise sig at ligge godt til mig. Desværre virkede min tracking-enhed ikke, så jeg har tegnet mit track i stedet:

Jeg gik ud som 30'er og kom efter 10 km ind som 21. efter jeg havde taget få sekunder ind på teten. Det var et super løb og jeg formåede også kun at smide nogle sekunder på den sidste svære post 18. Jeg var 3 sekunder fra at være strækvinder, så jeg kunne kun være supertilfreds. Holdet endte som 25, så efter sidste års 12. plads, var der en blandet stemning. Men de tørre facts viser, at vi sidste år havde ti stabile præstation, hvor vi i år havde nogle fremragende og nogle mindre tilfredsstillende. For mig betyder det ikke så meget, at vi præsterede dårligt så længe jeg ikke har skyld i det. Og som det blev sagt på briefingsmødet, så er der også Tiomila igen næste år. Vi skal nok komme tilbage.

Langt oppe i mummiland

I den sidste uge var det så på tur med landsholdet til VM-området i Finland. Og VM foregår langt oppe i Finland, men heldigvis går de finske veje lige til målet. Således fik vi da også kørt 540 km af den samme vej! (Her skulle så være et billede, men det virker ikke)

Efter at have passeret et utal af træer nåede vi endelig frem til Vuokatti , hvor vi fik trænet hårdt og seriøst frem mod hver distance til VM. Jeg følte mig dog noget træt undervejs og stod over en dags træning.

Men samtidig med, at det er fedt at løbe og det går godt, rammes jeg også af en til tider ligegyldige følelse i kroppen. Jeg kan føle, at det hele bliver lidt lige meget, og at det egentlig ikke betyder så meget for mig at komme med på VM-holdet. Men jeg ved, at jeg siden sidste år har kæmpet for det, så det virker bare så ubegrundet. Jeg tænker tilbage på sidste år, hvor jeg gik fortvivlet ind til iagtagelsesløbene og gjorde en præstation derefter. Men i år er det nok presset fra skolearbejdet, der fylder. Lige nu ville jeg bare gerne være færdig med eksamen, for de ligger lidt i vejen for et fuldt fokus. Min læsegruppemakker sagde i dag: "Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan gå så meget op i din sport. Du har den jo egentlig som nummer et og statskundskab som nummer to…."

Hvis ikke det betød noget for mig at komme med på det VM-hold, så var jeg nok ikke taget af sted i 16 dage. Så det er helt korrekt, min sport er nummer ét.