Vi går stille med dørene

Spurgte man mig sidste år om mit løb til VM, så kunne jeg klart meddele, at jeg var mega skuffet over min præstation, og at det var virkelig svært at håndtere efterfølgende med den succes holdet ellers oplevede. I år har det ikke været særlig let at give et svar. Jeg har brugt ord som "flad", "tom" og "ligegyldig" om den følelse jeg havde efter løbet. Jeg kunne i bund og grund bare ikke se en egentlig mening med det.

Banen var simpelthen for simpel, og så havde jeg ikke formen og farten til at kunne være med, der hvor jeg allerhelst ville være. Min fysiske forberedelse har havde ikke været helt god på grund af en lidt blandet forårssæson: Fra landsholdsturen i Skotland i april og frem til sommeren var min motivation nede i et ordentligt dyk, meget længere nede end jeg har været i meget lang tid. Jeg kunne stå op til morgentræningen og bare ikke gide at løbe. Orientering i skoven var helt galt, hvilket jo kan lyde helt godnat, når man kæmper det meste af sin tid på at blive bedre til netop dette. Jeg  blev nødt til at ændre i programmet og fokusere så meget så muligt på de sjoveste træningspas. Alt i alt kom jeg gennem periode med et nogen lunde fornuftigt udbytte, men bare ikke helt optimalt. Inden vores tre ugers pre-camp i Skotland fik jeg så endelig taget fat i mig selv og sagt, at det ikke kunne passe, at jeg kunne være udtaget til et VM og så ikke have lyst til at løbe - hvad var det for en holdning? Så på campen var jeg pludselig flyvende og i super humør. Det var simpelthen så fedt - lige indtil, at jeg blev syg den sidste uge med et maveproblem, der desværre hang ved lidt i baggrunden i to uger. Derfor blev form toppen heller ikke optimal, og jeg stod derfor på startstregen velvidende om, at det kunne være bedre, men overbevist om, at den jo bare skulle have, hvad den kunne trække alligevel.

14.06.5
Det har virkelig svært at se en mening i at træne en hel sæson, for at blive afgjort på et løb på 14min. Det var det jeg tænkte. Og det har jo også været helt forkert. Derfor har jeg også brugt de sidste tre ugers "ferie" på at overbevise mig selv om, at jeg kan meget mere. Det meste af tiden er gået med eksamensfokus og sætte 20 ECTS point ind på kontoen. Men der har også være tid til at udvide grænserne: Jeg løb 57 km én dag, fordi jeg bare kunne gøre det. Det var 5 timer, der bare gav meget mere mening. Jeg har cyklet flere ture over tre timer bare for at lave noget andet og komme ud og opleve. Jeg sprang DM mellem over, og den beslutning er jeg faktisk glad for nu - jeg ville ikke være klar.

Derfor er jeg så også klar nu til at give den gas igen! Efterårssæsonen starter igen i morgen, og jeg har fundet andre løb og andre ting end VM, der skal være lige så vigtige. Der går tid før jeg vil fokusere 100 % på VM 2016, men der er også ret lang tid til. Nu skal jeg bare lære at nyde, at jeg ikke er skadet, og kan løbe alt det, de andre gerne vil. Og bare være glad - det dælme en god livsstil det her!