De små nedture

Det er ved at være en tid siden jeg har skrevet sidst. Men jeg synes, der skal være en motivation bag at skrive på bloggen. Ofte findes den, når det går godt. Den seneste periode har overvejende også været fornuftig. Men den har også bragt nogle små nedture med sig. I forrige uge brød min tidligere skade delvist op igen. Jeg løb en 3000 m test på stadion og dagen efter var begge mine skinneben helt færdige. Det havde ligget og luret, og det viste jeg godt. Derfor har min træning altid været kontrolleret, og jeg har passet på mig selv. Men pludselig kom det, og jeg blev selv meget overrasket over styrken, det kunne komme med. Det tog pusten fra mig, men meldingen blev dog heldigvis, at skaden "kun" skyldtes en blanding af for meget hårdt underlag og en øget træningsmængde, hvilket betød, at jeg stadig måtte løbe i terræn.  Derfor kunne jeg stadig tage til Silva League i Göteborg. Her blev det dog endnu en dårlig oplevelse. På langdistancen synes jeg egentlig det gik fint nok, det gik bare for langsomt, og jeg havde mine fejl hist og her. Kigger jeg tilbage, var der ikke noget flyd igennem løbet. Jeg blev passeret af mange løbere og lige før mål af en med 18 minutter. Terrænet var godt nok hårdt og lidt anderledes, end hvad jeg lige havde været vant til på det seneste, men jeg var nu ikke helt tilfreds alligevel.

På mellemdistancen håbede jeg at rette op på dette. Jeg startede da også meget fornuftigt, men så bommede jeg post 8 gevaldigt. Jeg kom aldrig tilbage i rytmen og lavede en masse små fejl, derfor gav jeg nærmest op undervejs. Samtidig var ruten ekstremt kuperet og mine ben kunne slet ikke følge med. I mål fik jeg at vide, at jeg har fejlklip på post 7. Nu var jeg ikke skuffet over mit løb, men mere arrig. Fejlklip er bunden, og det må ikke ske. Nu skulle der altså ske noget.

Det blev nødt til at blive bedre. Tiomila ligger lige forude og forhåbentlig også EM. Det blev dog ikke bedre i løbet af ugen og fredag kulminerede det. I Ulfborg på stedet, hvor jeg i H-16 i 2007 vandt mellemdistancen til testløbene, kunne jeg nu slet ikke få teknikken til at fungere. Hvert eneste stræk gik galt på en eller anden måde. Og det var slemt, når området er meget relevant for EM. Jeg har oplevet de her situationer før. I foråret 2009, hvor der ikke var sammenhæng i de ting, jeg foretog mig i skoven og til andre vigtige konkurrencer. Men det er der ikke plads til nu. Så lørdag blev der re-startet og heldigvis handlede træningerne om at finde ud af, hvad som er godt at bruge i klitterræner. Det vækkede ligesom rutinen og på eftermiddagens træning gik det endelig fantastisk godt teknisk samtidig med, at jeg følte et stort overskud fysisk.

Nu gælder det så om at holde den glæde for at være teknisk interesseret, jeg tror, jeg har manglet. Jeg ser ofte, hvordan andre arbejder for det tekniske og beundre det, men jeg har ikke altid selv kunne finde lysten til det. Andet står højere. Men nu står Tiomila for døren og jeg glæder mig. Jeg ved, at jeg var skyld i mit holds placering sidste år, men i år bliver det anderledes. Jeg skal løbe 9. tur i dagslys. En tur, hvor stafetten spidser til. Forhåbentlig er mit hold stadig der, hvor det er spændene, og så gør jeg det bedste, jeg kan. Og jeg har ikke mærket noget til skinnebenene siden den fredag, så det er et godt tegn.