Tiomila og EM-udtagelse

I weekenden var der Tiomila, Sveriges mest prestigefyldte stafet. Jeg havde fået 9. turen på Pan-Kristianstads førstehold, et hold som ville kunne klare sig godt. Rasmus Thrane lagde ud, men jeg fulgte egentlig ikke rigtig med, da jeg lå og sov nogle kilometre fra stævnepladsen indtil det blev min tur. Så det var først da jeg vågnede 03.45 om natten, at jeg fik at vide, at vi var nummer 2 efter "lange natten" - den mest prestigefyldte tur. Nu blev det altså en tand mere spændene, men jeg glædede mig bare endnu mere.

Vores 5.tur tabte lidt mere tid end estimeret og da jeg fik kortet i hånden, løb jeg ud på 13. pladsen med det finske hold Vaajakosken Terä (VAA) og det svenske hold IK Hakarpspojkarna (HA) i hælene. Vi dannede hurtigt en gruppe, men jeg passede stadig på for gaflinger, der helt sikkert var på første posten. Jeg havde GPS på, så jeg kunne følges live under stafetten. Det sammen have VAA, men HA havde ikke.

9.turen
På vej til post 1, havde jeg egentlig planlagt at løbe ind over lidt tidligere (ved højen og stien), men jeg var også lidt bange for at slippe de to andre. Jeg har det med, at være lidt for selvstændig i stafetter og glemme at bruge de andre til tempo. Det var dog mig, der til sidst tvang gruppen ind i terrænet. Jeg mister HA af gruppen, men har den samme gafling som VAA (Den østligste).

 

På de efterfølgende poster hænger jeg lidt bagved. Jeg er med på kortet og følger også mit eget trace, hvilket gør at jeg komme lidt tættere på VAA og HA, som vi har fået kontakt med igen. På vej til post 7 har vi et længere stræk, og vi løber ud på vejen. Jeg er ikke helt varm og har lidt svært ved at følge med, da vi kommer ind i skoven. VAA har dog ikke helt styr på sin position, så jeg kan guide mig indtil posten ved hjælp af hans ryg. Men herefter mister jeg ham af syne. Jeg skruer op for min tekniske indsats. Jeg ved fra forstudier af kortet (gamle kort), at terrænet er fladt og diffust især om natten. Men om dagen vil det være lettere at overskue. Det er dog vigtigt at have kompasset med. Alt det bruger jeg på vej til post 8, og jeg er superglad for at spide den.

Som det kan ses på GPS'en, så fungerer det ikke helt for VAA. Jeg er derfor også lidt overrasket over at møde ham igen i modløb efter, at jeg har stemplet ved 8'eren. Jeg følte mig lidt tung i starten, men nu kom der  ekstra blod på tanden. Nu skulle den op i højt gear, for der var mulighed for at distancere. Efter post 9 får jeg også kontakt med HA igen, så tempoet kan igen sættes på ryg af en anden. Til 11'eren vil jeg dog lidt mere syd øst, for at undgå en brant væg. Jeg vil gå syd om, men GPS'en afslører, at jeg egentlig bare tager den lige ud over. Igen er området lidt diffust, men jeg laver ingen fejl. Til post 12 er der dog dårlig sigt, så jeg kan ikke se højen. Jeg tror, at posten skal sidde ved stenen nord for højen og kommer venstre rundt om den, men opdager den så oppe i slugten. Her møder jeg også lige skovspeakerne, der nok havde set mig komme den anden vej fra. Jeg drøner videre afsted, forbi væsken - det var der ikke tid til.

Til 14'eren ser jeg hurtigt stien og tænker: Riskoen for fejl er umulig på stien. Så  jeg drøner ud på den og gemmer kortet lidt væk indtil stien knækker op mod venstre for at få fart. Jeg vidste, at VAA ikke var langt bagude, så der skulle smæk på. Efterfølgende kunne jeg se på GPS-trackingen, at posten var gaflet, så for nogen, var der ide i, at gå ovenom.

Herefter kom en klassisk banelægningsfinte. Først længere stræk på sti, hvor tempoet ryger op, og så en kortere og teknisk stræk efterfølgende. Det var ikke plads til at smide mig væk her. Derfor blev kortkontakten også fulgt grundigt: Ned ved den gule høj nordvest i cirklen og op og følge de små høje og den store sten, der nærmest leder hen i posten.

Nu gik det for alvor hjemover, og jeg skruede op for tempoet. Der var ikke langt igen, og det sidste var nemt.

På vej til andensidsteposten er et længere stykke på sti og den søger jeg og giver alt hvad den kan trække. På vej op ad bakken til kontrollen råber jeg "Kom nu!" til mig selv og sætter den i sjette gear på vej til mål.

I skiftezonen kommer VAA løbende ind efter jeg har skiftet, mens HA dog har sneget sig væk. Så alt i alt havde jeg gjort det godt. Jeg lavede nærmest ingen fejl, måske 15 sek. på post 12, men teknikken fungerede fremragende på hele banen, så det var værd at tage med.

Jeg tabte over 5 min. til teten, men den bestod også af Daniel Hubmann og Søren Bobach, så det havde jeg, det egentlig fint med. Det vigtigste var for mig, at jeg løb fra VAA, selvom han selv var skyld i det. På GPS-tracket kan man også se, at han har haft problemer andre steder og egentlig har løber i højere tempo end mig. Men det er jo ligegyldigt, for den bedste tid måles ved målstregen. Og det gjorde det også lidt bedre, da en af vores tjekkiske løbere kunne fortælle, at det var tjekken Pavel Kubat, jeg havde løbet fra. "Bare" juniorverdensmesteren fra langdistancen i Danmark 2010. I mål kunne vores østrigske-løber i spurtopgør bringe os ind på 12. pladsen.

Det glade team - Her opsat efter ture fra venstre

Og så blev det officielt, at jeg er udtaget til EM i Dalarna om lidt over en uges tid. Det har hele tiden været målet at komme med, og det er fedt, at det lykkes. Jeg føler mig godt forberedt ovenpå Tiomila og glæder mig til at for første gang at være samlet med seniorlandsholdet til et mesterskab. Mellemdistance-kvalifikationen ligger mandag og sprint onsdag, så der er jeg i aktion.
Jeg rejser afsted lidt før tid på onsdag, da skolen de næste par dage mangler indhold. Jeg glæder mig til at være færdig med gymnasiet, da jeg ikke helt har haft så meget interessant at lave i år. Men i torsdags røg den sidste aflevering af sted, så nu er huen meget tæt på.

Jeg forsøger så vist at opdatere fra EM, men det er uvist om vi har internet.

Links til GPS-track fra min tur:

http://www.tulospalvelu.fi/gps/2012milaH9/

Og de andre ture er der også:

http://www.tulospalvelu.fi/gps/

EM:

http://www.eoc2012.se/