Situationsrapport - December

Jeg har ikke skrevet på bloggen siden VM-finalen i sommers. Det repræsenterer nok også hvilken periode, den seneste tid har været: Uden vigtige konkurrencer, bare træning, træning, træning. Det mest banebrydende har været min flytning ind til Frederiksbjerg i hjertet af Aarhus. Hannesvej var et fantastisk sted, men det betød meget lange transporttider. Nu kan jeg løbe til alle morgentræninger indenfor 10 min og ud til Pans klubhus på 25 min. Det har betydet, at jeg nu (1) kan sove længere om morgenen, (2) ikke cykler over 100 km om ugen i transport, (3) ikke behøver pakke tasker til hele dagen og (4) ikke mindst bare føler et meget større overskud i hverdagen.
Pr. 1 januar flytter jeg så igen, men her bare et lille stykke hen på det nye sportskollegium, Aasko Kollegiet. Jeg havde virkelig dårlige erfaringer fra ESAA-kollegiet, hvor jeg boede tilbage i 2011-12, men dette nye kollegie er det tidligere Teknisk Kollegium, hvilket betyder, at det er beboet med folk i forvejen og forhåbentlig ikke lider under samme ekstrem mangel på kontrol. Jeg tager mod det med åbent sind og skærer samtidig lige 3 min ekstra af transporttiden.

30 sek. vs. 4 min.
Selvom det for alvor er off-season, så følger jeg og det meste af Elitecenter Aarhus et træningsprojekt styret af Tue Lassen. Kort sagt løber den ene gruppe intervaller af 30 sekunder og den anden af 4 minutter. Jeg deltager på de korte intervaller og har de sidste tre uger næsten hver anden dag pisket afsted nede på Tangkrogen i Aarhus. Jeg ved ikke helt om intervallerne hjælper på mig, det vil testerne vise. Men i starten kunne jeg i hvert fald mærke på kroppen, at løbestilen slet ikke var gearet til at løbe all-out. Ikke den mest motiverende træningsform, men jeg kommer dog fremad. 

Tidlig sæsonstart
Det er dog heller ikke svært at gennemføre træningen, når sæson 2015’s første store event allerede begynder om præcis én måned. World Cuppen på Tasmanien et af højdepunkterne næste år. Mest fordi jeg aldrig har været i den del af verden. Derfor udnytter jeg også chancen og tager afsted allerede her d. 27 december og bliver en lille måned dernede. Det bliver godt med en indlagt ”sommer” hen over vinterperioden og få trænet godt i varmen. Jeg glæder mig utrolig meget og håber også på, at benene er gode, så jeg for alvor kan præstere de resultater min form er bygget til.

Ellers er der bare tilbage at gøre reklame for DM-sprint weekenden i slutningen af maj, hvor jeg er banelægger ved DM sprint og den danske premiere på Sprint-stafet om søndagen. Jeg kæmper for at alle skal få en super fed oplevelse med sprintorientering og håber mange vil lægge vejen forbi min barndomsby Roskilde. 

Og og: Så har jeg ændret lidt i bloggen for at peppe den lidt op. Det betyder også, at man nu kan finde direkte links til min twitter- og instagram-profiler og følge mig der, hvis man er med på den bølge.

Frustrerende VM-finale - tilbageblik og fremad

Jeg er nu tilbage på Hannesvej efter en meget lang, men begivenhedsrig juli. Det startede med VM i Venedig d. 5. juli. Ét års forberedelse lå forud og det burde egentlig ikke kunne gå galt. Jeg har ikke rigtig berettet om min oplevelse, men den får i her: Jeg startede da meget fornuftigt ud på kvalifikationen på Burano med en 8.plads bare +0.27 efter vinderen og 16 sekunder til cuttet på 15.pladsen. Så det evige kvalifikations nervøsitet kunne hurtig overstås, så der for alvor kunne lægges fokus på den finale, vi havde arbejdet så meget med på forhånd. Til dem der ikke ved det, så havde Tue Lassen tegnet hele finale-kortet ud fra Google Street-view. Det betød, at vi godt vidste, hvad der ventede os. Men det blev desværre ikke helt nok.

Forfærdelig finale
Det har været svært at komme over det der skete i finalen, men jeg må jo bare tage ved lære. Med det samme kunne jeg godt mærke, at jeg ikke var der, hvor jeg vil være fysisk. Men det skulle ikke sætte begrænsninger. Jeg er slet ikke i tvivl om vejvalg til post 3, da jeg har set det stræk flere gange før i vores forberedelse. Men til post 5 blev jeg fanget, da jeg ikke helt så et hegn. Men det er småfejl, og det var bare videre og kæmpe, kæmpe. Det gik også fornuftigt indtil jeg sidst på banen kogte over: På vej til post 18 tog jeg den forkerte gyde, men fortsatte stadig mit vejvalg, som jeg havde planlagt. Det betød desværre, at jeg endte helt forkert og bare stod og kiggede ud mod den store kanal med alle krydstogtskibene. Øv. Jeg fandt hurtigt tilbage, men vidste, at målsætningen var helt håbløs at nå. Jeg trillede den sidste del af banen og ender helt ned som nr. 39. Med en målsætning om top20 og en placering som nr. 26 i 2013, var jeg selvfølgelig dybt skuffet.

Det værste (og bedste) var egentlig tiden lige efter målgang. Det tog tid for mig at opfatte, hvordan Tue og Søren lå i stillingen, for jeg vandrede lidt hvileløst rundt. Jeg glemte dog mine fejl for en stund og forsøgte, at glæde mig over de tre medaljer, de andre havde vundet, og at vi havde en verdensmester. Men følelserne ramte hårdt, da vi til sidst forlod Venedig i smuk solnedgang. Tre gange havde vi taget samme tur ud efter træning, men nu var det altså sidste gang. Og det lykkedes desværre ikke. De følgende dage blev det til frustration og en indre vrede, men jeg fik heldigvis løsnet op med nogle lange ture, bla. en tre timers tur på de nærmeste bjerge. Det var trods alt også fedt at være med til det bedste VM for Danmark nogen sinde med hele seks medaljer.

Off-periode
Resten af juli har jeg brugt til O-ringen i Sverige, hvor jeg lagde fokus på nogle enkelte afdelinger og brugte resten til træning. Det blev til en 27. plads på sprinten og en 21. plads på mellemdistancen, hvilket jeg egentlig er fint tilfreds med. Derefter fortsatte jeg på Ungsenior-sommerlejr i Eksjö en uges tid, hvor vi havde en virkelig hyggelig tur, men en masse fede træninger, men ikke mindst rigtig hyggeligt fællesskab.
Nu sidder jeg som sagt her tilbage, med en smule ondt i hovedet og meget sprøde stænger efter at have løbet mit andet halvmarathon: Løberen Highland Trail er helt sikkert det hårdeste, jeg lige har kastet mig ud i, og jeg slæbte mig da også rundt på hele 2.21 t på de 21 km med 1500 højdemeter. Fed rute, fedt løb og lækkert kombivejr med lummervarme senere afløst af det vildeste skybrud.

Nye rammer
Nu er der så en måned tilbage af sommerferien. Jeg er så småt begyndt at blive motiveret igen, men jeg venter lige til September med at starte hverdagen helt op. For jeg har lige en masse ting, der skal nås endnu. Der er en eksamen, jeg udskød fra juni, og så hiver jeg teltpløkkerne op og begiver mig ind mod byen. Jeg flytter ind til Frederiksbjerg, hvor der bliver mulighed for at løbe til morgentræning og generelt bare kortere afstande til alle de steder, hvor jeg er. Jeg er sikker på, at det vil gøre hverdagen lettere og give mindre transport- og spildtid, hvilket har været den eneste ulempe med Hannesvej.

Uheldig tur i Italien

Situationen for min udtagelse er stadig uændret og vm er nu kun en måned væk. Selvom jeg ikke er udtaget, så har det ikke pillet ved min motivation, tværtimod. Maj blev rekordmåned for mit vedkommende med 61 timers træning og ca. 85-90 % af tiden har været løb. Jeg ved ikke helt, hvad der har drevet mig, måske bare glæden.

Forbandet ankel
Her i sidste uge var jeg på træningslejr i Italien med landsholdet. Undervisningen er slut, så det var fedt med en uge i bjergene. Desværre blev det en lidt mere uheldig tur. For det første vrikkede jeg på første træning rundt på min venstre fod, igen igen. (Samme sted som Tiomila og Portugal). Det er frustrende, at jeg ikke kan indfange måden at vrikke på med tape, for det bliver ikke bedre af at vrikke det samme sted flere gange. Samtidig får min selvtillid for at løbe i stenet terræn et knæk hver gang. Men det er op på hesten og træne den ankel op.
Tilgengæld kunne jeg så løbe på stier og veje i stedet for terrænet. Og med Alperne som legeplads, så blev det da også til nogle fede ture. Især min toptur til Cima Vezzena (1908m) og Cima Mandriolo (2054m) kan fremhæves i billeder:

Cima Vezzena

Så fik man også taget sin første selfie

Sneen var mange steder på ruten ikke smeltet bort

Uheldet rammer igen
Det var så også her filmen knækkede endnu en gang: På vej ned af Mandriolo snubler jeg på stien og hamrer mit venstre knæ direkte ned i en klippe. Det gjorde fandens ondt for at sige det mildt, men jeg var helt alene på turen, så jeg måtte fortsætte den sidste halvanden time tilbage til opsamlingsstedet med et knæ, der bare blev mere og mere stift. Om aftenen var det helt hævet op, og jeg blev nødt til at traske rundt med en stok. Så nu var jeg da sat helt ud af det med at løbe.

Giro d'Italia stil
Så i stedet kunne jeg så udforske terrænet fra en cykel. Og her fik jeg da også kørt en fed tur: Fra Caldonazzo (400m) til toppen af Cima Vezzena (1908m) på 1.40 t. Det gik opad hele vejen og var også en super spændene og hård tur!

Starten på de 1500 højdemeter

Knæet opførte sig dog lidt mærkeligt, så det blev til, at jeg i stedet skulle holde det i ro. I dag har jeg så fået det tjekket hos Team Danmarks eksperter, og der er heldigvis ikke sket nogen skader i knæet. Så nu skal jeg bare vente på at hævelsen fortager, så jeg kan blive klar til World Cuppen i Finland om en uge. Her håber jeg samtidig på at blive mere klar over min situation om VM.

Udtagelser

Så kom udtagelserne til VM på DO-F's hjemmeside, men jeg har dog kendt dem i to uger. Og jeg må sige, at det kom som lidt af en overraskelse for mig, at man har valgt at udtage hele sprintholdet på nuværende tidspunkt. Jeg blev selvfølgelig utrolig skuffet, for jeg følte ikke, at Tue og Rasmus Thrane havde slået mig af holdet, da vi ikke har løbet en relevant sprint mod hinanden siden sidste år. På den anden side var jeg helt klar over, at det var en hård opgave at slå de tre af pinden, men jeg synes selv, at jeg har gjort god figur gennem forårssæsonen, og derfor håbede jeg mest på, at dette skulle afgøres efter World Cup sprinten i Imatra i juni. Sådan bliver det ikke, men det lader jeg mig ikke slå ned af. Det er jo ikke mig, der har gjort dårlig figur. Mine evne lige nu rækker til en bedre præstation end sidste års VM, men de tre der er udtaget kan og har bevist før, at de kan stile efter et højere resultat, end det jeg kan.


Chancen til EM
Jeg havde chancen for at løbe mig på holdet til EM-sprinten, og det startede også rigtig fornuftigt på kvalifikationen med en fjerdeplads i mit heat. Selvtilliden blev meget højere frem mod finalen og vælger man at kigge på stræktiderne frem for kun resultatet, så ser det også fornuftigt ud undervejs: Ved post 9 lå jeg nummer 11 samlet, hvilket skyldtes en rigtig god forberedelse af terrænet og kort-kendskab. Men så kom det uventede; at vi skulle direkte op på toppen af borgen, hvor jeg ikke var forberedt. Samtidig var jeg ikke helt klar på dagen til den fysisk krævende stigning. Men det resulterede i, efter et dårligt vejvalg, at jeg lå nummer 33 på post 12, samtidig med at jeg fulstændig havde mistet energien. Det var selvfølgelig skuffende, men jeg kigger på den første sekvens, som giver en indikation af gode takter.


Fremragende DM-weekend
Flere gode takter blev vist, da Lemvig, to dage efter den skuffende nyhed, lagde gader til DM Sprint. Og selvom humøret måske skulle være trygget, så så jeg faktisk meget positivt på dagen og følte mig meget klar. Og ja jeg var lige ved at blive danmarksmester på dagen, måske ikke lige det jeg havde troet på forinden. Jeg laver nogle småfejl hist og her i postindgangene, men fysisk flyver jeg afsted, især på de længere lige stykker sidst på banen, føler jeg den gode fart. Jeg afgører selv, at jeg tager sølvet i stedet for guldet i de sidste poster før mål, men jeg er fuldt ud tilfreds med en sølvmedalje.
Weekenden blev hellere ikke ringere af, at jeg tog endnu en sølvmedalje til ultralang dagen efter. Med det efterhånden afbudsramte felt var det dog også lidt et ”krav”, jeg stilte mig selv.


Frem mod World Cup (og VM?)
Selvom jeg så beviste til DM-sprint, at jeg kan hamle op med de udtagne, så er der intet konstruktivt fra min og andres side i at betvivle udtagelserne og vælge at fokusere på det. I stedet fortsætter jeg uændret træningen nu i første omgang mod World Cuppen i Imatra, Finland, hvor den skal have en over nakken.
Når det så er sagt, så er der faktisk et lille vindue åbent for VM alligevel. For Rasmus Thrane er ikke på nuværende tidspunkt fysisk klar til VM, og hvis han ikke bliver det, så er jeg reserve til at overtage pladsen. Men det kan afgøres fra nu af og hele vejen frem til dagen før VM, og jeg håber da stadig på at min konkurrent og gode kammerat bliver i stand til at løbe snart. Men det betyder, at jeg er klar med pakkede kufferter til at springe på VM-holdet hvis det byder sig!

Den sidste måned før EM

Årets første DM blev en blandet fornøjelse. Jeg lavede nogle større fejl på et par poster, hvilket koster mig en del tid, mens jeg andre steder har godt flyd. Men jeg har ikke rigtig trænet skovdistancerne specifikt i længere tid, så det undrer mig ikke, at jeg er lidt rusten på nogle punkter. Det vigtigste for mig var dog også at blive bekræftet i, at benene er ved at være klar til EM. For jeg har i den seneste uge været rigtig dårligt løbende. Ingen kræfter specielt i lårmusklerne og megen lidt overskud gjorde ikke ligefrem tankerne positive. Men jeg har prøvet det før, og det er bare at kæmpe med og på torsdagsintervallerne var jeg pludselig ovenpå igen.


En rejsefyldt måned
Jeg startede marts i Tyrkiet til den første World Cup primært for at deltage i sprint mix stafetten. Denne blev også en god succes for mig på den meget løbeprægede bane. Jeg var kun et ½ min fra de bedste og lavede ikke rigtig fejl undervejs. Samtidig var det fedt at føle overskud hele vejen og evnen til at presse på samtidig med at have overskud til at orientere. Følelsen er den samme som det plejer, men min grundspeed er tydeligvis blevet øget (http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1275, http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1276)

Udsigten fra hotellet i Tyrkiet

På sprintlejr i Italien
Bare 1½ uge senere var det så af sted igen med sprintgruppen fra landsholdet til en intensiv lejr i de snørklede italienske byer. Og det var lige på og hårdt: Én høj intens og en moderat træning om dagen. Og så ellers en masse kørsel fra by til by og hotel til hotel.
Af udvalgte sprinter vil jeg nævne Chioggia (http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1281). Vi ankom godt nok ét kvarter før start, men der var SI på ruten og en masse andre modstandere. Og byen var også noget anderledes end de andre: Mange parallelle gader, som der skulle tælles. Det lykkedes næsten hele vejen undtagen lige ved syveren, hvor jeg fik taget en ekstra. Tilgengæld gav det noget af et sus at løbe post 11-14: En masse retningsskift, masse smalle gader. Det lykkedes at få godt flyd og samtidig være meget offensiv rundt om hjørnerne.

Solskin og temperaturer over 20 grader på hele turen. Lækkert!

Vi deltog samtidig i et stævne MOC, som skulle vise sig at blive en noget flad oplevelse. 3. etape bød på jagtstarts sprint på 5,0km i Firenze! (http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1285, http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1286). Alligevel blev den vundet på lige under 18 min. Men det er heller ikke så underligt, når man ser på kortet. Men igen, når vi ser på det positive, så formåede jeg igen at have en rigtig god fart hele vejen rundt. Jeg startede ud lige bag tre andre og fik sat dem ved post 9, og så to ekstra i butterfly'en , og det rakte til en 12 bedste tid lige efter et par tidligere verdensmestre på distancen. Så jeg var rigtig godt tilfreds.

Der blev også tid til at være lidt kulturelle. Det skæve tårn i Pisa på en flot dag

Den fedeste oplevelse blev dog helt klart San Marino. Til dem der ikke har været i denne miniput stat, så ligger den gamle by på en bjergtop, hvorfra der er en fantastisk udsigt. Og selvfølgelig skulle vi have en tur her (http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1287). Den største opgave mellem hver post var at finde en mulig vej derhen. Specielt til post 3 var det meget svært at se, hvordan man skal komme derhen. Men op og ned af bymure og stejle gader med turister. Og hver gang vi nåede toppen, så kunne man lige i et splitsekund nyde udsigten over Italien, der omkranser landet, før man spurtede ned af en smal korridor.

Den perfekte udsigt i San Marino

Et afbræk i den gode stime
Turen var meget lærerig og meget bekræftende i, at jeg er der i teknikken, hvor jeg gerne vil forud for EM. Og fysisk kunne jeg tydelig mærke den megen vintertræning, der gjorde, at jeg kunne starte alle træningerne med overskud. Så da vi tog til Portugal bagefter var det også meningen, at jeg skulle have en masse mængdetræning. Men når man mindst venter det, slår de akutte skader til. Jeg vrikkede rundt på venstre ankel og kunne dermed ikke løbe på resten af turen. Så derfor blev det også med en kraftig optapening, at jeg løb Danish Spring sprinten. Jeg lagde ud med fuld gas og var også helt forrest undervejs. Men jeg tabte lidt pace undervejs og tog nogle mindre gode vejvalg. Det blev en okay gennemførsel, men jeg syntes godt at kunne mærke, at jeg ikke havde løbet de sidste par dage inden (http://www.o-kortmappen.dk/okr/show_map.php?user=AB&map=1271).


Men nu er der lige godt 14 dage til sprint kvalifikationen i Sesimbra, så nu er det tid til at komme i topform. Jeg tror på, at jeg bliver klar, og der står meget på spil. Det handler ikke bare om EM-placering, men også om en plads på VM-holdet.

Afsted igen

I morgen tidlig er af sted igen, denne gang på sprint-træningslejr i Italien med den sprintsatsende del af landsholdet. Vi lander i Bologna og skal løbe otte sprint træninger i området mellem Venedig, Pisa og Firenze. Heriblandt deltager vi i MOC's to sprint løb i Montecatini og Firenze. I kan følge løbene her
http://www.orienteering.it/macro.php?subsite=n090913_111503
Stævnet har også deltagelse af gode løbere udefra, så der kan blive mulighed for at sammenligne sig lidt med de andre nationaliteter. Turen bliver meget relevant forberedelse for VM sprint i Venedig, men allerede nu føler jeg, at jeg er meget længere med sprint teknikken, end jeg var på samme tidspunkt sidste år. Det skyldes nok, at jeg kun har haft fokus på sprint i år, og kun har fokuseret på dette på turene til Norge, Portugal og World Cup i Tyrkiet.
På denne tur har jeg derfor mulighed for at arbejde med min teknik og forsøge nogle ting, for at se om det kan blive mere effektivt. Farten er der i hvert fald: Jeg var meget tilfreds med resultatet fra Tyrkiet - kun 30 sek. efter de bedste på en sprint, hvor det mest af alt handlede om at løbe stærkt.
Efter Italien rejser vi direkte videre til Portugal på søndag for at støde til det resterende landshold, så vi kan forberede det sidste frem mod EM, der starter om kun én måned. Og den danske sæson startes så med Danish Spring når vi kommer hjem. Jeg deltager kun i sprint- og langdistancen for at få lidt ro på efter 1½ uges træningslejr, samt at det kun er sprinten, jeg vil have fokus på. Arrivederci!

Færøerne og Bergen sprint camp

Efter et færdiggjort semester har jeg haft to ugers ferie, og dem skulle jeg selvfølgelig ikke bruge hjemme i kolde Danmark. Derfor har jeg tilbragt starten af denne uge på Færøerne og weekenden i Bergen i Norge.
Der foregik ikke noget specielt på Færøerne, men det var ”næsten” på vejen til Bergen, og så kan jeg godt lide at opleve nye lande + at det ville føre endnu én o-nation til min samling. Det var da også et fantastisk land, som jeg havde håbet på, og jeg spildte da heller ikke tiden. Vejret på Færøerne bød på 2-7 graders varme, og selvom det for det meste blæste og regnede/haglede/sneede, så fik jeg vandret nogle gode ture og løbet på de to o-kort som Færøerne kan byde på. Jeg løb et interval i Torshavns gamle bydel, som kan opleves på Youtube:


http://www.youtube.com/watch?v=0ViK61nRE-w


Jeg er meget betaget af udsigter og øerne kan byde på nogle af de flotteste. Bla. boede jeg på toppen af Torshavn med udsigt over hele byen. En dag så jeg på fugleklipper ved kysten - Der er arrangerede ture, men hvis man bevæger sig selv lidt væk fra civilisationen, kan man selv opleve dem ved kysten. Jeg brugte også en dag på at kravle op på Klakkur, hvor der var en helt fantastisk udsigt over Klaksvik og de omkring liggende øer. Så hvis man har lyst til at koble af og nyde naturen, så kan jeg anbefale Færøerne. Dog er det nok mest interessant om sommeren, hvor det meste har åbent.

Bergen
Torsdag aften fløj jeg videre til Bergen for at deltage i Bergen Sprint Camp, som er et årligt arrangement ved månedsskiftet mellem januar og februar. Og det går kun ud på sprint: én træning og fire konkurrencer. Et oplagt arrangement, når jeg nu satser hårdt på sprint-distancen, de næste to år. Vejret i Bergen viste sig fra den bedste side: Solskin og hele 7 grader i løbet af weekenden.
Det var ikke målsætningen, at jeg skulle teste formen af, for der er stadig et stykke tid til EM og VM, så planen var mere at arbejde med teknikken. Bergen byder på andre tekniske problematikker end Danmark, da stigning spiller en stor rolle, samtidig med, at der findes mange små trange gader og trapper. (Kortene kommer alle i kortmappen). Jeg er blevet mere bevidst om, at jeg skal være mere effektiv, når det er meget teknisk krævende. Egentlig er jeg god nok til at finde vejen, men jeg spilder for meget tid på at ”komme afsted” og løbe stærkt når det gælder. Verdensmesteren Mårten Boström holdte foredrag lørdag aften, og han har bevidst haft fokus på at accelerere, når han læser på kortet. På den måde undgår han at tabe fart. Desuden havde han en god pointe med, at man i stedet for at måle bom, skal måle ”lykkedes afstand”. Hvor meget gik godt og hvorfor? Kan jeg tage de sekvenser ud af løbet og overføre dem til et helt løb? Jeg kommer til at løbe rigtig mange sprintløb i det her forår, så jeg har rig mulighed for at blive bevidst om min sprint-metode for selvom sprinter ofte har skiftende karakter, så må man også kunne danne en o-metode på denne distance.

Hårfin grænse i januar
Fysikken var faktisk okay til løbene. Jeg løb desværre ind i lidt problemer med mine skinneben efter nytår. Derfor kunne man sige at en sprint-weekend måske ikke var den bedste ide, men med intensiv pleje har jeg egentlig undgået, at det er blevet værre. Det er et lidt ærgerligt tidspunkt, for det gik virkelig godt med træningen. Jeg løb over 50 timer i december, og det var planen for årets tre første måneder, men det bliver selvfølgelig ikke tilfældet nu. Dog er jeg på ret køl, og den manglende løbstræning bliver suppleret op med alternativ træning i stedet, så jeg tror bestemt stadig på, at jeg kan komme i endnu bedre form i 2014. 


Foråret 2014
I dag vender jeg hjem fra Bergen, men det bliver et kort visit i Danmark, for på lørdag begynder den næste tur:
Februar: Træningslejr i Portugal
Marts: World Cup i Tyrkiet, MOC (sprint-lejr) i Italien og pre-EM samling i Portugal
April: EM i Portugal (ikke udtaget endnu)(årsmål)
Maj: Tiomila og WOC 2016-samling med EC i Sverige
Juni: World Cup og Jukola i Finland
Juli: Forhåbentlig VM i Italien (årsmål)