6 timers rogaining på Gran Canaria

Rogaining er det orienteringsløberne vil kalde for et pointløb. Det første lyder bare sejere, og det er også sjældent, at vi kaster os ud i 6 timers distancen. Men det fik jeg prøvet på Gran Canaria for et par dage siden, og det var en spændende oplevelse. Jeg havde aldrig prøvet at løbe så lang tid, men det var også et møde med en anden form for kort. Det tog noget tid at tilpasse sig til 1:25000 målestokket og 10m ækvidistancen, men også at kortet måske ikke er helt så skarpt alle steder. Det er dog forståeligt nok, når man har et kort over et område på 50 kvadratkilometre.
Jeg løb konkurrence med Bjørn Axelsen, der løber for Team Salomon Trail Tour, som vi også stillede op for, og jeg kan lige så godt sige, at vi overmatchede konkurrenterne i 6 timers klassen. Det skyldtes både fysikken, men også at vi havde gjort forberedelsen godt ved at kigge på kortet fra 2013 og analyseret, hvordan man skulle tackle området. Man kan se vores tracking her http://sportrec.navirec.com/ui/#1b750rm og følge min videre gennemgang af konkurrencen

Bliv på stierne og undgå stigningen
Kortet blev udleveret 30 min før start, så modsat hvad jeg er vant til, var der masser af forberedelsestid. Vi valgte hurtigt at vi skulle mod uret rundt på kortet, da der var mulighed for at gå i mål ude i Tamadaba-skoven i den vestlige del af kortet. På forhånd vidste vi, at denne del af kortet også var ekstra kuperet, så her skulle vi undgå at have for meget tid til gode. Vi fandt da også, at der var mulighed for at få rigtig mange pointgivende poster ved at følge kanten rundt mod uret, hvor vi samtidig kunne holde os til asfaltveje og store stier, men vigtigst af alt, undgå alt for megen stigning. Det vi vandt på var især ikke at "støvsuge" området for poster. På trackingen kan man se, at vi fx bevidst undlader post 50 i starten selvom, vi drøner lige forbi. Men den ligger 200 højdemetre nede for den asfaltvej vi passerer på, og derfor blev posten ikke det "værd". (Det skal lige siges, at det første ciffer i postens nummer er antal point (1-10)). Ligeledes blev post 71 fravalgt, fordi vi på bare lidt længere tid ville kunne få 80, 81 og 62, altså 15 point mere, med bare lidt ekstra kilometre.  Så mens de andre hold begyndte at sværme om alle posterne, tog vi de mest pointgivende og samtidig dem, der ikke ville give for meget klatring. Man kan ligeledes se os springe forbi post 100, men på forhånd havde jeg sagt til Bjørn, at vi lige meget hvad, ikke skulle ned i den dal, for den ville bare trække tænder ud.

Pina Colada mod trætheden
Det blev dog hårdt, men jeg indtog masser af Snickers, energibarer og lokale gels med smag af Pina Colada (kan stærkt anbefales!), så jeg havde faktisk overraskende meget energi og gode ben hele vejen. Dog blev det hårdt at kravle op af Tamadaba-bjerget til sidst (mellem post 74 og 42), men her valgte vi dog også med god grund af sætte et gå-tempo.
Vi havde en udfordring i at vurdere, hvilke poster vi kunne nå her. Planen var på forhånd efter post 42 at tage, 64,75,65,85,52,101,76,77,53, men jo længere vi kom, jo langsommere gik det. Først måtte vi skære 64 og 75 fordi det ville give flere point at tage de tre ude vest på. Men det tog en del længere tid at tage post 65 og 85, da terrænet her var fyldt med knastør knæhøj undervegetation, som man selvfølgelig ikke kan læse på et rogaining-kort. Så derfor valgte vi, at blive ved asfaltvejen og tage post 33 med på vej til 77. Da vi passerede mål første gang, havde vi dog stadig 30 minutter, så vi smuttede lige ned til post 53 og så tilbage.
Da resultatet så endelig kom frem, havde vi vundet med et margin på 67 point, så alt hvad vi gjorde i Tamadaba-skoven var sådan set bare en distancering af konkurrenterne. Men det kan man jo ikke vide undervejs! Vi havde også løbet 42,5 km hvilket var over 10 km mere end de nærmeste konkurrenter men havde "bare" 1900m opstigning i alt.
 

The Instagram-corner
Efter løbsberetningen følger her en række fotos fra denne super fotogene ø. Som billederne viser har vejret  også vist sig fra sin bedste side med fuld sol og ca. 23-27 grader hver dag.

 

Et langt efterår og en stor tak

Samlet tredjeplads på ranglisten

Efterårssæsonen sluttede som planlagt for mig i søndags med Jættemilen. Med et par gode ranglisteløb og et par skadede konkurrenter nåede jeg tredjepladsen på den samlede rangliste for 2015. Det har også betydet, at jeg her i efteråret har løbet ret mange lange distancer. De fleste weekender har der været lange løb på menuen med DM lang, Euromeeting Langdistance, World Cup Langdistance, Blodslitet, DM Ultralang og sidst Jættemilen, så jeg må indrømme, at jeg også er ved at være lidt brugt på konkurrencefronten for nu. Derfor går jeg også nu på "pause", hvilket selvfølgelig ikke indebærer at smække fødderne op på sofaen (ikke hele tiden i hvert fald). Men i stedet bliver der nu plads til at omstrukturerer hverdagen lidt væk fra det normale og i stedet deltage i andre sjove løb, som vinteren kan byde på. Fx forsøgte jeg mig i dag på en vertikal kilometer i Danmark på tid. Jeg måtte dog bukke under efter 16 omgange op og ned af Hasle Bakker, hvor 1.000 højdemeter krævede 29 omgange. Egentlig et sygt projekt, men hvad, som løber skal man prøve grænserne af, og jeg skal da prøve igen. Pausen skal sørge for, at det igen bliver sjovt at satse, når kalenderen vender til år 2016.

Tak!
2015 bliver også afslutningen på et langt økonomisk samarbejde for mit vedkommende. Jeg er nu et udklækket talent4000, da jeg i fremtiden ikke vil modtage økonomisk støtte fra Roskilde Kommunes Team Danmark Projekt. Projektet har sammen med det tidligere Elitesport Roskilde bidraget til at dække mine udgifter i forbindelse med transport, startafgifter og ture siden 2008. Jeg har været super taknemmelig for støtten, og jeg forstår fuldt beslutningen om, at de ikke ser en grund til at støtte mig mere, da projektet mest fokusere på ungdommen og for næste år mulige OL-deltagere til Rio. Det er trods alt glædeligt for alle, at kommunen har så mange nye og vedblivende talenter, der skyder frem og klarer sig fremragende nationalt og internationalt, hvilket jo må betyde, at projektet har den ønskede effekt. 
Så jeg vil gerne benytte lejligheden til at rette en stor tak til projektet og folkene bag. Uden støtten havde jeg ikke nået det niveau, jeg har i dag. Jeg har ikke nået helt op på toppen, men jeg er nu et sted, hvor jeg selv kan påvirke, om jeg vil hele vejen.
Endvidere skylder jeg en stor tak til John Tripax, Eliteudvalgsformanden fra min egen klub. John har gennem alle årene formidlet kontakten mellem mig og kommunen, og det har især været uundværligt nu, hvor jeg har boet de sidste 4½ år i Aarhus og ikke har kunne deltage i møderne. Så selvom jeg ikke mere har brug for din hjælp på denne front, så håber jeg ikke at du bliver arbejdsløs, men i stedet kan hjælpe klubbens yngre løbere med at opnå det samme, som jeg har været igennem.

Og nu slutter indlægget med lidt billeder fra efteråret. Håber at I nyder det lune efterår ligeså meget som mig!

World Cup finalen blev afholdt i schweiziske Arosa, hvilket bød på den hårdeste langdistance,
jeg nogensinde har løbet. 12,3 km på to timer med næsten 1000m stigning!

Men man kan simpelthen ikke få nok af det her landskab

Målgang på Euromeeting Sprinten i Otepää, Estland

Debut på 10km-distancen i Amsterdam og min fineste pokal til dato. Man burde løbe flere gadeløb!

Endvidere debut på en asfalt ½-marathon.
Dog var den rimelig kuperet på ruten omkring Ejer Bavnehøj.

Norge bød på fantastisk vejr til Blodslitet

Første rangliste sejr på hjemmebane på Roskilde Havn

 

Vi går stille med dørene

Spurgte man mig sidste år om mit løb til VM, så kunne jeg klart meddele, at jeg var mega skuffet over min præstation, og at det var virkelig svært at håndtere efterfølgende med den succes holdet ellers oplevede. I år har det ikke været særlig let at give et svar. Jeg har brugt ord som "flad", "tom" og "ligegyldig" om den følelse jeg havde efter løbet. Jeg kunne i bund og grund bare ikke se en egentlig mening med det.

Banen var simpelthen for simpel, og så havde jeg ikke formen og farten til at kunne være med, der hvor jeg allerhelst ville være. Min fysiske forberedelse har havde ikke været helt god på grund af en lidt blandet forårssæson: Fra landsholdsturen i Skotland i april og frem til sommeren var min motivation nede i et ordentligt dyk, meget længere nede end jeg har været i meget lang tid. Jeg kunne stå op til morgentræningen og bare ikke gide at løbe. Orientering i skoven var helt galt, hvilket jo kan lyde helt godnat, når man kæmper det meste af sin tid på at blive bedre til netop dette. Jeg  blev nødt til at ændre i programmet og fokusere så meget så muligt på de sjoveste træningspas. Alt i alt kom jeg gennem periode med et nogen lunde fornuftigt udbytte, men bare ikke helt optimalt. Inden vores tre ugers pre-camp i Skotland fik jeg så endelig taget fat i mig selv og sagt, at det ikke kunne passe, at jeg kunne være udtaget til et VM og så ikke have lyst til at løbe - hvad var det for en holdning? Så på campen var jeg pludselig flyvende og i super humør. Det var simpelthen så fedt - lige indtil, at jeg blev syg den sidste uge med et maveproblem, der desværre hang ved lidt i baggrunden i to uger. Derfor blev form toppen heller ikke optimal, og jeg stod derfor på startstregen velvidende om, at det kunne være bedre, men overbevist om, at den jo bare skulle have, hvad den kunne trække alligevel.

14.06.5
Det har virkelig svært at se en mening i at træne en hel sæson, for at blive afgjort på et løb på 14min. Det var det jeg tænkte. Og det har jo også været helt forkert. Derfor har jeg også brugt de sidste tre ugers "ferie" på at overbevise mig selv om, at jeg kan meget mere. Det meste af tiden er gået med eksamensfokus og sætte 20 ECTS point ind på kontoen. Men der har også være tid til at udvide grænserne: Jeg løb 57 km én dag, fordi jeg bare kunne gøre det. Det var 5 timer, der bare gav meget mere mening. Jeg har cyklet flere ture over tre timer bare for at lave noget andet og komme ud og opleve. Jeg sprang DM mellem over, og den beslutning er jeg faktisk glad for nu - jeg ville ikke være klar.

Derfor er jeg så også klar nu til at give den gas igen! Efterårssæsonen starter igen i morgen, og jeg har fundet andre løb og andre ting end VM, der skal være lige så vigtige. Der går tid før jeg vil fokusere 100 % på VM 2016, men der er også ret lang tid til. Nu skal jeg bare lære at nyde, at jeg ikke er skadet, og kan løbe alt det, de andre gerne vil. Og bare være glad - det dælme en god livsstil det her!

 

Hjem til Aarhus

Jeg er netop hjemvendt fra 1½ uges træningslejr med landsholdet i Barbate-området i Sydspanien. Det blev en rigtig god træningslejr med 23 timers løb på 11 dage og en masse orienteringstræninger i benene. Desuden var det som altid virkelig hyggeligt at blive samlet med hele holdet igen, som jeg egentlig ikke har set længe pga. mit fravær fra Aarhus.
Efter hjemkomsten fra Australien blev jeg i Roskilde for at holde klubaften om min satsning og hverdag og elitecenteret i Aarhus. Det blev desuden perfekt timet med, at jeg kunne deltage i Roskilde Kommunes DM-fest om fredagen og modtage et bevis for en støttebevilling for 2014/2015. Hernæst blev det også til en gensyn med træning med TC Sjælland og deltagelse i Natcup og VTR-løb, som i "gamle dage" før jeg flyttede hjemmefra. Og før jeg kunne drage ud af vinterkulden på træningslejr, skrev jeg en 7-dages eksamen i Politisk Sociologi, hvor jeg tilbragte de fleste dage på RUC's bibliotek.

Men i morgen er det så endelig tid til atter at vende hjem til Aarhus og EC-træningerne igen. Jeg rejste væk for næsten to måneder siden og glæder mig virkelig til at komme hjem og få en normal hverdag op at stå igen. Jeg er flyttet igen igen og skal lige have mig indlogeret, før jeg kan begynde en sej kamp om at catche op på studiet, hvor jeg allerede nu er tre uger bagud. Heldigvis har jeg kun ét fag i dette semester, så det burde kunne klares. Og på træningsfronten er motivationen høj, så den næste hårde periode skal nok blive god.
Ikke mere herfra - kun billeder fra træningslejren:
 

Fantastiske klippeformationer på en bjergtur

En blanding af regn og solskin gav lækkert føre

Den kolde pool vi tilbragte 10 min om dagen i ifm. med restitution-projekt

Udsigt over Gibraltar-strædet

Tour of Tassie

World Cuppen fortsatte med mellem- og langdistance på østkysten af Tasmanien i mere danskervenlige temperaturstrøg. Mellemdistance gik for mit vedkommende helt forfærdeligt. Jeg udførte en elendig præstation på den tekniske front og kunne egentlig overhovedet ikke være tilfreds med mit løb efterfølgende. Allerede på vej til post 2 smed jeg mig væk og kom 50 højdemeter for langt ned. Her fra havde jeg store problemer med at holde den rigtige retning i terrænet, hvor der dog også var ret dårlig sigt mange steder. Dog skal det fremhæves, at terrænet er et af de fedeste jeg har løbet på længe. Men så desværre ærgerligt, at jeg ikke lige mestrede koncentrationen.

Heldigvis havde jeg en chance for at gøre det bedre på langdistancen. Og her undgik jeg da også egentlig at gøre større tidstab på nogen poster, men tempoet kom ikke rigtig op før en tredjedel ude på det meget lange stræk til post 3. Jeg følte mig generelt meget dårligt løbende og passiv på de meget stenede skrænter og nedløb, hvilket selvfølgelig ikke er noget nyt. Derfor blev jeg da også hentet med 3 minutter på post 3 af svenske William Lind. Han var stærkere end mig, men jeg var stærkere i posterne, så selvom han fik hul op ad bakkerne, så jeg ofte posterne først. Så det var først ved tredjesidsteposten, at jeg måtte slippe ham helt og løbe den sidste kilometer alene. Jeg har godt kunne mærke fysisk, at jeg ikke er hvor jeg skal være udholdenhedsmæssigt, men igen føler jeg en forbedring opad, hvor jeg føler, at jeg har mere styrke.

Hobart

Efter World Cuppen rejste vi sydpå ned til hovedbyen Hobart for at deltage i Hobart Shorts, et seks-etapes løb over 4 dage med sprint og mellemdistance løb. Det har været rart at kunne koble af efter World Cuppen og "bare" løbe uden pres, men stadig med mulighed for konkurrence. Og det har været ekstra nemt at koble af, da vi hele ugen har boet privat hos en familie med en tom underetage med masser af plads. Vi er blevet godt opvartet, de er simpelthen så flinke alle sammen her i Australien. Der har også været tid til at være turister og vi har da også forsøgt at se så mange af de naturperler området har at byde på, men der er simpelthen så lækker og flot overalt.

Ud på vestkysten

I aften sætter vi Ida og Søren S af i lufthavnen, og så drager Søren B og jeg videre ud på vestkysten i morgen. Vi har indtil d. 21. her på øen, og jeg håber på at kunne få nogle fede bjergture, inden vi smutter. Derfor håber vi da også på lidt bedre vejr: Det sommervejr vi havde i starten er godt nok vendt til rigtig dansk sommer med blæst og regn. En af dagene satte Hobart endda en kedelig rekord med mest regn på 24 timer i januar siden første verdenskrig.. Men så har vi i hvert fald ikke skulle bekymre os om skovbrande. Temparaturen er dog stadig omkring de 20 grader, så korte ærmer og shorts har der været nok af. På onsdag flyver vi til Melbourne og besøger familien Lawford i Ballarat for et par dage med o-tekniske træninger før vi drager helt hjem d. 24. 

Wineglass Bay

Coles Bay nytårsaftensdag

Toppen af Hobart - Mt. Wellington, 1271m

Tasmanian Arch

8. plads til World Cup

I går løb jeg mig til mit hidtidige bedste resultat internationalt med en 8. plads på første afdeling af dette års World Cup. Det er en super fed fornemmelse at stå med nu, når det endelig er gået lidt mere op for mig. Mit bedste resultat internationalt før hen på seniorniveau har været min 26. plads til VM i 2013, så det er en god forbedring og endelig endelig en bedre indikator på, hvad jeg egentlig kan præstere.

Stærk kvalifikation OG stærk finale

Jeg leverede, som nærmest rutine efterhånden, en fornuftig kvalifikation i et spændene sprintområde omkring Cataract Gorge ved Launceston. Min plan var at holde mig meget til stierne undervejs for at undgå terrænet hvis tæthed, jeg ikke rigtig havde en ide om endnu. Det var en god plan og med et fornuftigt løb uden større fejl kvalede jeg som nr. 5 i mit heat. Sidste år leverede jeg ligeledes rigtige fine kvalifikationsløb til EM og VM, men hvor finalen slet ikke blev min dag. I går startede jeg dog også ret ukoncentreret ud på finalen: Jeg kunne slet ikke finde vejen til post 2 og taber omkring 20 sekunder på strækket. Rytmen var dårlig, og jeg tog mange dårlige vejvalg indtil post 7. Men så satte jeg fokus ind. Fra første publikumspost (9) til anden (18) havde jeg virkelig et godt flyd og løb mig også 14 pladser op. Her stod Lars og Søren B så og råbte, at det kunne blive top 10, og det åbnede lige for et ekstra gear til den sidste korte runde. Og på denne nåede jeg så ind i top10 til 8. pladsen. Fedt resultat og endnu federe at vide, at der er god plads til forbedring.

Elendig form

Det var dog ikke med de store forventninger, jeg drog af sted til Tasmanien. Jeg blev færdig i Tues projekt lige før jul og som ventet, var jeg ikke blevet bedre. Tværtimod var mit kondital gået tilbage med 7 % og er nu nærmest pinligt (så derfor slipper i). Meget ærgerligt for World Cuppen, men dog et bidrag til vores generelle viden om vores træning. Desuden har forsøget også dækket to måneder, hvor jeg måske plejer at give den lidt for meget gas, så jeg har været træt i foråret. Nu kan jeg i stedet træne hårdt og meget i forårsmånederne.

Derfor satte jeg også en målsætning om top15 til sprint World Cuppen, som jeg egentlig var i tvivl om jeg var stærk nok til. Derfor er det meget positivt, at det slet ikke er så slemt som ventet.  Så nu glæder jeg mig til at se, hvordan det står til i terrænet. Jeg håber at kunne mærke effekten af den tunge styrketræning, jeg har gjort flittigt hele efteråret.

Resten af turen

Mellemdistancen er først på torsdag, så lige nu nyder vi et par træningsdage her i Launceston. Vejret har budt på sol og mellem 22 og 37 grader siden vi ankom, så det kunne jo ikke være bedre! Vi flytter ned til Swansea på østkysten af Tasmanien for mellem- og langdistancen. Den 11. januar slutter landsholdsturen, og så fortsætter jeg med Ida, Søren og Søren videre til Hobart for et 5-etapes løb. Dernæst er der fem dage til at se resten af øen på et lille roadtrip, før vi flyver tilbage til fastlandet d. 21. Her besøger vi så nogle australiere, der kan tage os med ud i nogle lækre terræner inden turen slutter helt d. 24.

Jeg forsøger at holde bloggen lidt opdateret hernede fra, men som det åbenbart er på Tasmanien, så er internetforbindelsen ikke særlig effektiv. Og lige nu er den desværre for ringe til billeder :/