Måske har nogen bemærket, at jeg har ændret det internationale
klublogo på min blog. Det er stadig et pan, men nu OK Pan Århus.
Jeg havde min debut for holdet til Smålandskavlen, hvor jeg blev
rigtig grundigt bekræftet i, at jeg har truffet det rigtige valg.
For det har været en lidt svær beslutning, for det er ingen
hemmelighed, at økonomien i Pan Århus er en helt anden end i
Pan-Kristianstad. Hvor jeg fik dækket alle mine udgifter førhen
skal jeg nu selv til at betale lidt mere, mens jeg skal være med til
at skaffe penge til klubben.
Tilgengæld kan Pan Århus give mig noget, som jeg har savnet i
Pan-Kristianstad. Sammenholdet og holdånden er bare bedre. Allerede
her til Smålandskavlen var jeg meget mere interesseret i, hvordan
det gik vores hold. Det bunder nok i, at jeg kender alle mine
holdkammerater, og at jeg har min daglige træning med mange af dem.
Førhen har jeg fokuseret meget på mit eget løb og så egentlig
ikke været sikker på vores holds placering bagefter.
Desuden er det også bare fedt, at der bliver sørget så meget
for løberne i klubben på den måde, at transporten, maden og
overnatningen er organiseret meget bedre. Selvfølgelig skal man
hjælpe til, og det gør jeg også med glæde. I forhold til min nu
gamle klub, var det unødigt irritations moment, at jeg fx til
Smålandskavlen selv skulle sørge for min egen mad. At alle løberne
har købt deres egen pakke havregryn og dunk mælk er egentlig ret
fjollet.
Endvidere udfylder træner-teamet sin rolle meget bedre, end jeg
har oplevet før. Til Tiomila havde Pan-Kristianstad fikset to
trænere, men jeg blev slemt skuffet, da jeg skulle til at starte og
trænerne ligesom bare stod og så til. På Pan-Århus havde vi både
en snak til holdsammensætningen to uger før, dagen før og lige
inden jeg skulle starte var jeg i kontakt med Bjarne, så jeg var
fuldt fokuseret på min opgave. Det er dog blevet beklaget, at der
ikke var tid til evaluering fra trænernes side, men jeg siger da, at
det er positivt, at der bliver talt om en evaluering!
Det kan fremstå meget negativt om Pan-Kristianstad, og det skal
det selvfølgelig ikke kun. Klubben har hjulpet mig meget frem. Jeg
har løbet for dem i 3½ år, og jeg har udviklet mig meget i deres
selskab. Jeg har også fået en masse svenske kontakter og haft
mulighed for at få en masse træning i nordisk terræn. De bedste
oplevelser er helt sikkert mit SM-guld på Gotland i 2011 og
12.-pladsen til Tiomila i 2012. Det har også været nemt, at tage
til Åhus og træne i området, som var en gevaldig hjælp op mod
Junior-VM i Danmark. Men nu har jeg lyst til at prøve noget nyt, og
jeg er sikker på, at vi nok skal nå noget stort, set med danske
øjne. Det vigtigste er dog, at vi har det sjovt med det vi gør!
Klubskiftet betyder dog ikke noget i forhold til danske løb, hvor
jeg fortsat vil stille op for OK Roskilde.
9. nov. 2013
28. okt. 2013
中华人民共和国
Så fik jeg besøgt endnu et land og en verdensdel til mit cv. Turen gik til Kinas hovedstad Beijing samt Changchun ca. 1000 km mere mod nordøst. Jeg havde sat foventningerne op mod at møde en helt anden kultur og selvom jeg gik ind til det med paraderne nede, blev jeg alligevel overrasket.
Allerede da vi landede i Beijing mødte vi smog-laget, der dækker byen, når det er vindstille. Det ligger som et tæppe og er så kraftigt, at man sagtens kunne kigge direkte op på solen. Jeg vidste, at det var sådan, men kunne slet ikke forestille mig det.
Vores første dag gik med at besøge Silkemarkedet, et gedemarked, hvor de cirka tusind ansatte alle gerne vil sælge alverdens kopivarer lavet af Cashmere [Kashmir], "silke" og andet finurligt materiale.
Forfærdeligt, men billigt og prut-bart.
Turen var arrangeret af Vasa Management og løbene var det, der er tilbage af Park World Tour. Vores første tre afdelinger skulle foregå i Changchun, en "lille" by med kun 3,6 mio. indbyggere og 8 timers togtur fra Beijing.
Her løb vi en prolog i et skov og park område. Tusinde kinesiske studerende dystede samtidig i universitetsmesterskaberne, så der var godt fyldt med mennesker, men vi blev behandlet som stjerner. Jeg havde ikke løbet i et par dage, men benene og teknikken var dog god nok til at tage én delt 9.plads, et minut efter vinderen og kun 15 sek. fra præmiepodiet. Om eftermiddagen blev vi sluppet løs på en løbesprint i byens skulptur-park, og her måtte jeg dog se mig sat lidt af i farten. Banen var meget præget af, at man skulle løbe lige på og så bare trykke på.
Når vi så ikke løb kunne vi slappe af på Sheraton Hotel i spøgelses-delen af Changchun: Mange bygningsværker stod fint omkring hotellet, store højhuse og kæmpe villaer, men alle havde det tilfælles, at de var ubeboede. Ganske simpelt fordi kineserne ikke har råd til at bo i dem. Men der skal jo stadig være arbejde at gøre, så bygningerne blev ved at skyde op - det føltes som, at der kom flere til under natten.
Dagen efter stod den på rigtig mellemdistance i skoven. Jeg havde lidt naivt troet, at skovene i Kina var utilgængelige af tæt bambus, men det skulle vise sig at være en lækker hurtig skov, som mest af alt lignede noget fra Danmark. Jeg var igen godt kørende, dog var jeg lidt træt, men jeg formåede
at styre koncentrationen hele vejen, og så give den alt jeg havde. Vindertiden på 24 min. på 5,1 km med 280 m stigning afspejler, at terrænnet var hurtigt, og jeg er da også fint tilfreds med kun at tabe 2½ min. til en tidl. verdensmester på distancen. Det lover godt for EM i Portugal næste år.
10 timers forsinkelse
Det var meningen, at vi skulle være turister på turen, og hvordan lærer man bedst om kulturen? Ved at snakke med de indfødte. Det fik jeg også rig mulighed for, da vores fly tilbage til Beijing blev forsinket i næsten 10 timer pga. tåge. Her kan man tale om et breakdown: Motorvejen, jernbanen og lufthavnen var lukket næsten hele dagen, men til forskel fra en europæisk indstilling, var der ikke rigtig nogen, der brokkede sig. Flyselskaberne var da heller ikke langsomme til at diske op med gratis forplejning, som dog var lige lidt for alternativ til alles smag.
Jeg brugte en masse timer på at snakke med et par kinesere om kulturforskellene fra Danmark til Kina. Og ja alt blev sat i perspektiv: Jeg kommer i hvert fald ikke i fremtiden til at mene, at jeg har det hårdt i skolen. Samtidig kommer jeg også til at sætte mere pris på det sammenhold og samarbejde med venner man opbygger tidligt i livet. Desuden er jeg lidt glad for, at vi ikke har 3-4000 tegn at lære for at kunne skrive. Tilgengæld var æ, ø og å til stor morskab for kineserne.
北京
Flyet nåede dog Beijing, og vi kunne løbe den sidste afdeling ved ruinerne af det gamle Solpalads. Her var kræfterne dog brugt helt op, og jeg kunne kun slæbe mig ind til en 18.-plads.
Herefter kunne vi fortsætte turen et par dage som rigtige turister. Vi fik set Den Kinesiske Mur, eller i hvert fald en brøkdel af den. Ufattelig lang og stejl. Regnvejret gjorde den ikke mere fremkommelig.
På vej tilbage mod byen blev vi fanget bag et af de utallige trafikuheld. Undervejs på hele turen mødte jeg syv mindre trafikkollisioner, men det er nok også resultatet af en anden kørekultur. Som fodgænger er man i hvert fald det svageste led, så der må man bare løbe over vejen, når der er plads.
Den sidste dag blev brugt i Den Forbudte By med massive tømmermænd. Det første var et imponerende stykke ingeniørkunst med utrolig symmetri og kræs for deltaljer, det andet et resultat af, at der også var plads til festlige lejligheder, da løbene og sæsonen var slut.
Så et spændene indblik i det kæmpe land, og jeg må sige, at det var en kanon oplevelse. Gruppen på 35 løbere var meget åben, og der var hurtigt snak på kryds og tværs. Vi deltog fem fra Danmark, og jeg kan slet ikke afvise, at jeg tager af sted igen!
Allerede da vi landede i Beijing mødte vi smog-laget, der dækker byen, når det er vindstille. Det ligger som et tæppe og er så kraftigt, at man sagtens kunne kigge direkte op på solen. Jeg vidste, at det var sådan, men kunne slet ikke forestille mig det.
Vores første dag gik med at besøge Silkemarkedet, et gedemarked, hvor de cirka tusind ansatte alle gerne vil sælge alverdens kopivarer lavet af Cashmere [Kashmir], "silke" og andet finurligt materiale.
Forfærdeligt, men billigt og prut-bart.
Turen var arrangeret af Vasa Management og løbene var det, der er tilbage af Park World Tour. Vores første tre afdelinger skulle foregå i Changchun, en "lille" by med kun 3,6 mio. indbyggere og 8 timers togtur fra Beijing.
Her løb vi en prolog i et skov og park område. Tusinde kinesiske studerende dystede samtidig i universitetsmesterskaberne, så der var godt fyldt med mennesker, men vi blev behandlet som stjerner. Jeg havde ikke løbet i et par dage, men benene og teknikken var dog god nok til at tage én delt 9.plads, et minut efter vinderen og kun 15 sek. fra præmiepodiet. Om eftermiddagen blev vi sluppet løs på en løbesprint i byens skulptur-park, og her måtte jeg dog se mig sat lidt af i farten. Banen var meget præget af, at man skulle løbe lige på og så bare trykke på.
Når vi så ikke løb kunne vi slappe af på Sheraton Hotel i spøgelses-delen af Changchun: Mange bygningsværker stod fint omkring hotellet, store højhuse og kæmpe villaer, men alle havde det tilfælles, at de var ubeboede. Ganske simpelt fordi kineserne ikke har råd til at bo i dem. Men der skal jo stadig være arbejde at gøre, så bygningerne blev ved at skyde op - det føltes som, at der kom flere til under natten.
Dagen efter stod den på rigtig mellemdistance i skoven. Jeg havde lidt naivt troet, at skovene i Kina var utilgængelige af tæt bambus, men det skulle vise sig at være en lækker hurtig skov, som mest af alt lignede noget fra Danmark. Jeg var igen godt kørende, dog var jeg lidt træt, men jeg formåede
at styre koncentrationen hele vejen, og så give den alt jeg havde. Vindertiden på 24 min. på 5,1 km med 280 m stigning afspejler, at terrænnet var hurtigt, og jeg er da også fint tilfreds med kun at tabe 2½ min. til en tidl. verdensmester på distancen. Det lover godt for EM i Portugal næste år.
10 timers forsinkelse
Det var meningen, at vi skulle være turister på turen, og hvordan lærer man bedst om kulturen? Ved at snakke med de indfødte. Det fik jeg også rig mulighed for, da vores fly tilbage til Beijing blev forsinket i næsten 10 timer pga. tåge. Her kan man tale om et breakdown: Motorvejen, jernbanen og lufthavnen var lukket næsten hele dagen, men til forskel fra en europæisk indstilling, var der ikke rigtig nogen, der brokkede sig. Flyselskaberne var da heller ikke langsomme til at diske op med gratis forplejning, som dog var lige lidt for alternativ til alles smag.
Jeg brugte en masse timer på at snakke med et par kinesere om kulturforskellene fra Danmark til Kina. Og ja alt blev sat i perspektiv: Jeg kommer i hvert fald ikke i fremtiden til at mene, at jeg har det hårdt i skolen. Samtidig kommer jeg også til at sætte mere pris på det sammenhold og samarbejde med venner man opbygger tidligt i livet. Desuden er jeg lidt glad for, at vi ikke har 3-4000 tegn at lære for at kunne skrive. Tilgengæld var æ, ø og å til stor morskab for kineserne.
北京
Flyet nåede dog Beijing, og vi kunne løbe den sidste afdeling ved ruinerne af det gamle Solpalads. Her var kræfterne dog brugt helt op, og jeg kunne kun slæbe mig ind til en 18.-plads.
Herefter kunne vi fortsætte turen et par dage som rigtige turister. Vi fik set Den Kinesiske Mur, eller i hvert fald en brøkdel af den. Ufattelig lang og stejl. Regnvejret gjorde den ikke mere fremkommelig.
På vej tilbage mod byen blev vi fanget bag et af de utallige trafikuheld. Undervejs på hele turen mødte jeg syv mindre trafikkollisioner, men det er nok også resultatet af en anden kørekultur. Som fodgænger er man i hvert fald det svageste led, så der må man bare løbe over vejen, når der er plads.
Den sidste dag blev brugt i Den Forbudte By med massive tømmermænd. Det første var et imponerende stykke ingeniørkunst med utrolig symmetri og kræs for deltaljer, det andet et resultat af, at der også var plads til festlige lejligheder, da løbene og sæsonen var slut.
Så et spændene indblik i det kæmpe land, og jeg må sige, at det var en kanon oplevelse. Gruppen på 35 løbere var meget åben, og der var hurtigt snak på kryds og tværs. Vi deltog fem fra Danmark, og jeg kan slet ikke afvise, at jeg tager af sted igen!
11. aug. 2013
Sommerens etaper
Sommerferien er på
en måde slut i morgen. EC-træningen starter igen, og jeg skal til at skrive min
to-ugers eksamens opgave. Den sidste kunne jeg have skrevet for to måneder
siden, men så havde jeg ikke været med til NORT og næppe fået en vm-plads. Men
dette indlæg handler ikke om fremtid, men om sommer perioden. Jeg havde som
mål, at få nogle sjove og anderledes træningsture denne sommer. Og jeg synes,
jeg kan fremhæve tre styks.
Toptur til Veliki Risnjak
Den første var på en
tur i Kroatien, hvor vi deltog i Croatia Open. På hviledagen havde Niklas og
jeg besluttet at bestige et bjerg.
Kroatien er fyldt med bjerge, men ingen er meget høje. Dog fandt vi det
højeste punkt Veliki Risnjak i den nærliggende nationalpark som vores mål.
Turen op bød på et spændene single-trail, hvor vi undervejs kom forbi et
bundløst hul. (Stenene vi smed ned, ramte i hvert fald aldrig bunden). Det gik
op og op en times tid og vi klatrede en 8-900 højdemeter. Selvom toppen "kun" er i 1528
meters højde er der en fantastisk udsigt fra toppen.
Selvfølgelig glemte
jeg kameraet i bilen, så vi ikke kunne få sejrsbilledet, men billedet her
fremviser noget af udsigten.
Dette er årets
fedeste træning indtil videre. Jeg elsker udsigter, og de er bare federe når
man selv har kæmpet sig op til dem.
#Hjemtilfarmor
Min næste tur var
mere en udfordring eller en udflugt. Jeg ville gerne besøge min farmor, og
hvorfor så ikke cykle dertil? Min farmor bor i Sønderborg, så det er en god
lang tur dertil fra Brabrand af. Helt præcis blev det til 207 km på min 7-gears
bycykel, desværre i modvind næsten hele vejen. Men der var lutter gode
oplevelser: Jeg kom forbi masser af udsigtspunkter som Stjær Bakker, Ejer
Baunehøj og Skamlingsbanken på vejen. Jeg fik også prøvet kræfter med Kiddesvej
i Vejle, men her måtte jeg hurtigt give op. Jeg savnede lidt nogle lavere
gear. Men alt i alt blev det ca. 8,5
timer i sadlen, og jeg var også godt mør, da jeg rullede ind hos farmor, der
heldigvis stod klar med forplejning.
Fanø strand
Og her i sidste uge
var jeg så på ungsenior sommerlejr på Fanø. Her gik "Høkeren" lidt i
vasken, pga deltager antallet, så vi var et par stykker, der i stedet
besluttede at teste, hvor langt der var fra Nordby til Sønderho - via stranden.
Det var en fed oplevelse at starte ud nordpå i det meget uberørte område.
Heldigvis var det ebbe, så vi kunne løbe ude på havbunden. Undervejs kom vi så
ned til den mere befolkede del af stranden og forbi en del rav-samlere, der
ledte i tanget. Men i mål i Sønderho viste gps'erne 24 km, som alle kun var
løbet på stranden. En ikke så udfordrende tur, men anderledes. Næste gang løber vi hele vejen rundt!
Og nu er der så en sidste etape, jeg tager hul på i morgen kl. 10. Den varer hele to uger, men er knap så fysisk krævende. Vi ses på den anden side!
11. jul. 2013
VM Sprint
(Indlægget er langt,
men jeg gennemgår det også i detaljer!)
Jeg var egentlig mest nervøs for kvalifikationen,
for jeg havde ikke rigtig nogen ide om, hvor meget, der skulle til for at gå
videre. Men planen var at give fuld gas, for det gjorde de fleste. Jeg lagde da
også hårdt ud, men har hele tiden fuld kontrol. Dog havde jeg tre strækvindere
fra post 1-4 og førte dermed også ved den post. Herefter blev jeg fanget lidt i
de hegn, arrangørerne havde sat op. Men i stedet for at diskutere vejvalg,
valgte jeg ét og udførte det. Det gør at jeg kom lidt bagud, men ved post 15
var jeg stadig 4'er, 13 sekunder efter.
Her var jeg så lidt ukoncentreret og løber lidt forkert retning mod post
17, hvilket satte mig ned på 7. pladsen. Men jeg var på intet tidspunkt væk og
havde for det meste helt styr på det hele vejen, så jeg kunne løbe i mål på en
9. plads, 41 sekunder efter vinderen og en 37 sekunders margin til
"cuttet". Så jeg kunne kun være tilfreds og var også meget lettet.
Marginen for at gå videre var altså hele 1:17, hvor den sidste år var ned til
46 sekunder i et heat.
Så nu kunne der
fokuseres på finalen. Selvom jeg ikke havde nogen ide om konkurrencen havde jeg
sat mig en målsætning om top-20 i finalen allerede sidste år. Så det var
selvfølgelig stadig mit mål. Jeg var dødspændt og selvom, jeg havde givet gas
om formiddagen, var benene gode. På opvarmningen følte jeg mig tændt og klar.
Starten gik på et
baseball-stadion i Sotkamo, og der var masser af publikum. Jeg kunne simpelthen
ikke lade være med at trække på smilebåndet, da jeg steg op på startrampen, for
det overraskede alligevel lidt. Men starten gik og jeg fløj af sted. Jeg vil nu
gennemgå banen stræk for stræk, hvor jeg sammenligner mine tider med top-6.
Post 1 og 2:
Der er masser tid
til at læse kort ud fra stadion og førsteposten var som ofte før en tv-post
uden så meget orientering. Til gengæld var der vejvalg på post 2, hvor jeg
valgte det hurtigste, en s-løsning.
Her ved post 2 lå
jeg også samlet 4'er, den bedste placering under hele banen. Som det kan ses,
løb jeg langsommere til post 1 end de andre, hvilket kan skyldes fart, men
også, at jeg måske læser mere på kortet end de andre. Det var i hvert fald ikke
alle, der så den hurtigste vej.
Post 3:
Ikke så afgørende
variationer, men at jeg tog venstre lige i starten koster mig alligevel et par
sekunder. Til indgangen til 3'eren valgte jeg bare at gå højre, da det ikke gav
nogen forskel.
Post 4:
Her brugte jeg tid
på at vælge vejvalg, da jeg ikke var så meget på forkant. Derfor kommer jeg
ikke direkte tilbage i undergangen, men løber rundt om bygningen. Det koster
igen lidt tid. På tiderne kan det ses, at vejvalget egentlig vra ligegyldigt.
Post 5:
Over vejen. Pga
hegnet vest for posten valgte jeg at gå højre om, hvilket også var hurtigst, da
jeg derved fik den mest lige bue af de to vejvalgsversioner.
Post 6:
Det første lidt
længere stræk. Jeg spottede hurtigt, at man skulle rundt om hegnet for at komme
ind til 6'eren. Derefter så jeg, at jeg kunne løbe tæt på stregen deropad.
Rasmus Thrane og nogle andre valgte en helt højre model, dog var lige på
hurtigst. Der hvor jeg lavede et 180 graders sving fik jeg også fat i en
lygtepæl, så jeg kom om hjørnet i høj fart.
Post 7:
Hip som hap, valgte
hurtigt højre
Post 8:
Her er det lidt
tvivlsomt, hvad der var hurtigst. Rasmus vælger venstre, men kom til at løbe
ind for tidligt, hvilket koster et par sekunder. Men jeg tror ikke, det var så
afgørende, det vigtigste var igen, at jeg hurtigt valgte en vej og udførte det.
Post 9:
Her var det svært
lige at spotte vejen til posten. Der var en løsning helt sydom, men den så jeg
ikke. Og den var heller ikke hurtigst.
Ved post 9 ser jeg
også for første gang tyskeren Alexander Lubina, der startede ét minut før mig. Jeg havde inden snakket med
Rasmus om, at han var verdens hurtigste orienteringsløber med tider på 7.54 på
3000m og 13.38 på 5000m. Så jeg tænkte, at han kunne løbe stærkt, men åbenbart
ikke var så stærk på det o-tekniske.
Post 10:
Så en venstre model,
men med indgangen til posten skulle jeg helt klart løbe højre vejvalget. Dette
var et af de første løbestræk, og jeg tabte da også over 10 sekunder bare i
løb. Det har aldrig været min stærkeste force, selvom jeg dog er kommet lidt efter
det. På nuværende tidspunkt er jeg 33 sekunder efter den førende Matthias
Kyburz.
Post 11:
Så en trappe og
valgte venstre rundt skønt jeg var klar over, at jeg lavede et "s",
hvor det sikkert havde været bedste at gå i en bue nord om. Taber også nogle
sekunder her.
Post 12 og 13:
Her var der tv-post,
men det spekulerede jeg ikke meget over. På vej til 12'eren så jeg hullet i
hegnet, så jeg kunne løbe direkte mod post 13. En del så ikke dette hul
inklusiv Alexander, som jeg nu næsten havde hentet helt. Jeg følte mig på dette
tidspunkt stadig godt kørende, selvom jeg ikke helt havde følt, at jeg pressede
så hårdt jeg kunne, fordi jeg hele tiden skulle finde vejen til næste post og
holde styr på, hvor langt jeg var kommet.
Post 14 og 15
På posten havde jeg
hentet Alexander helt, da han gik en langsommere vej venstre om begge huse.
Selvom jeg havde hentet ham fulgte jeg stadig min egen plan og havde fuld styr
på, hvor jeg var. Han løb dog stadig forrest indtil post 16. Post 15 var simpel,
bare ned om hegnet for at undgå, at løbe i skov på den lille høj.
Post 16:
Her overvejede jeg
ikke andet end nord om, da jeg syntes det var kortest. Det var også hurtigst og
jeg havde stadig god fart på her.
Post 17:
Så kom et afgørende
stræk, et der fordelte medaljer. Jeg stod lidt og kiggede og så, at jeg skulle
komme nordfra for at komme ind til posten. Så jeg valgte at løbe tilbage samme
vej, som jeg kom fra 15'eren. Alexander gik den anden vej, men nord for 17'eren
havde jeg fanget ham igen skønt han løb det bedste vejvalg. Det kunne bedste
betale sig, at lave et "s", en version, jeg slet ikke så. Matthias
Kyburz førte indtil post 16, men smider 22 sekunder her til 17'eren til
vinderen Mårten Boström, som derved fører resten af vejen til mål.
Post 18:
Igen var der en
højre venstre, men jeg valgte den nordlige, da jeg ikke skulle tilbage ind i
posten på den version. Jeg var stadig efter Alexander her, men på vejen
spottede jeg, at jeg kunne krydse ind over en parkeringsplads og kom derved
lige ud foran ham. "Nu fører jeg altså an", tænkte jeg, og jeg
sørgede også for, at han ikke passerede mig inden 18'eren. Mårten Boström taber
tid her ved at køre syd om, hvilket samler toppen mere inden det gik løs mod
mål.
Post 19:
Tilbage over vejen.
Kigger syd op ad vejen mod post 19, men synes at indgangen højre rundt ser
dårlig ud, så jeg valgte at gå venstre om bygningen. Noget der egentlig også
var ligegyldigt. Næste stræk var dog ikke ligegyldigt.
Post 20:
Her blev medaljerne
fordelt. Rasmus lå 2'er på post 19, men valgte at gå gennem skoven, som han
tabte nogle sekunder på og dermed blev skubbet ud af top-3. Jeg var ved at være
meget træt her og vælger at blive nede i byen for at undgå den store bakke. Jeg
kan ikke rigtig overskue, hvor jeg skal krydse ind over, men valgte at løbe et
lang lige stykke for at komme op i fart og få så få sving så muligt. Op ad den
lille trappe kunne jeg for alvor mærke trætheden i benene. Endelig kom jeg dog
ned på den anden side af bakken og kunne endelig se enden på banen på kortet.
Jeg endte med at tabe 17 sekunder på strækket, men det er helt sikkert
løbsformen der bare er til forskel på mig og de andre.
Post 21 til mål.
Nu var der kun nogle
små stræk tilbage, men her var der også rigtig mange tilskuere ude på banen, så
jeg skulle lige skærpe mig ekstra. Jeg gav mig da også den tid til at læse på
kortet jeg skulle og gav så det sidste jeg havde. Bakken efter 23'eren var lille
men så ond så ond. Men man har dog altid kræfter til at spurte. Og stemningen
på stadion gjorde det da heller ikke svært. Dog taber Ramus femtepladsen i
spurten til en hurtigtspurtende Matthias. Rasmus var dog ovenud lykkelig over
6. pladsen og dermed at komme på podiet.
Det var også den bedste danske herrer placering siden 2006.
Så hvad er
konklusionen?
Jeg mangler fart,
men det er jeg klar over. Der er altid plads til forbedringer fysisk, hvilket
jeg især mangler, hvis jeg skal battle med de hårde drenge. Og det gælder
udholdenheden, som jeg især har brug for til sidst fx på strækket til post 20.
Jeg kunne mærke, at jeg her var meget træt. Men jeg skal også være bedre til at
accelererer op i høj fart på de korte stræk, da jeg generelt bare taber nogle
få sekunder hver gang her. Og bare ét sekund pr. post giver alligevel 24
sekunder i det hele. Især på den her bane galt det at kunne komme hurtigt op i
fart igen efter et retningsskift.
Jeg kan også øve mig
i, at se på kortet. Dog gik det ret godt på denne sprint, da jeg hurtigt fik
orienteret mig gennem hegnene og indtil posterne. En ting, jeg har haft lidt
svært ved er at vælge det rigtige når man skal bag ud af posten og bag ind i den
næste. Et eksempel som post 8.
Men jeg kan se
positivt på mange ting:
Jeg følte ikke
undervejs, at jeg havde farten. Dog kan jeg se på gps'en og stræktiderne, at
jeg har løbet op til mit nogen lunde bedste. Desuden har jeg også mange steder
valgt de rigtige vejvalg, hvor jeg har tjent mod top-6. Og at jeg egentlig ikke
tabe mere når det er rent løb er okay. Det bedste var dog, at jeg fulgte
taktikken hele vejen: Ikke at forlade en post, før jeg vidste, hvordan jeg kom
til den næste, fordi jeg vidste at jeg kunne vinde på taktikken. Og så måtte
jeg trykke på, når jeg vidste, hvad jeg skulle.
Hvad jeg synes om
denne type sprint?
Arrangørerne havde
selv sat ca. 600 m hegn op i byen for at gøre det mere interessant. Det vidste
vi selvfølgelig i forvejen og har trænet mod det, og ideen er faktisk god, da
men så kan forvandle nogle kedeligere områder til noget sjovere. Jeg synes, det
var til grænsen med brug af hegn, godt fordi der ikke blev lavet deciderede
labyrinter, men banen blev også bare lidt gnidret og man løb meget oveni det
samme område. Vi havde faktisk forberedt os på, at skoven ville blive brugt
mere, men banelængden og vindertiden kunne faktisk have fortalt os noget andet.
Men det er fedt at åbne op for brug af menneskeskabte hegn, altså at tænke
sprint i nye baner.
Tilfreds?
Jeg bliver nummer 26
ca. 15 sekunder fra 20.pladsen og 1.19 fra guldet, 52 sekunder fra podiet, så
jeg må egentlig sige, at jeg er meget godt tilfreds. Jeg gjorde ingen
betydelige fejl og gav den alt, hvad den kunne trække. Det værste efter
sprinten var tomrummet. Nu er målet for hele sæsonen nået. Hvad skal man så?
Selvfølgelig sætte sig nye mål, meen det venter nok lige til efter
sommerpausen. Men jeg er uden tvivl blevet mere tændt på VM og sprintdistancen,
da det slet ikke virker så uoverskueligt. Næste år går sprinten i Venedig, hvor
det forhåbentlig bliver meget teknisk interessant. Så det ser jeg frem mod!
Lige nu er jeg så
bare reserve her de sidste dage, hvis nogle af de andre danske herrer skulle
skrante. Jeg fik dog løbet mellemdistance kvalifikationen efter det ordinære
løb i dag. Jeg havde ikke kvalificeret mig til finalen efter et to mins bom på
6'eren. Terrænet var hårdt, men jeg klarede ellers den tekniske opgave godt.
Jeg hepper i morgen og lørdag på endnu flere gode danske placeringer!
7. jul. 2013
VM i morgen
Så går det løs i
morgen. For 8 år siden løb jeg mit første orienteringsløb, i morgen har jeg debut til VM. Jeg er så
forberedt, som jeg kan være både fysisk, mentalt og teknisk. Jeg starter ud
10:02 (9:02 dansk tid) på de 3,7 km med 21 poster. Jeg glæder mig nu for alvor,
for nu skal vi endelig i gang. Endelig i gang med det, jeg har forberedt mig
mod i et år.
Hvad venter?
Kvalifikationen går i et feriehus område med spredte hække og træer samt et
fladt og hurtigt skovområde i den nordlige del. Taktikken er sikker orientering
og så høj fart.
Finalen bliver start
på et stadion tætpakket med tilskuere, hvorefter vi starter ud i et skovområde
med nogle gode bakker. Den nordlige del består af et byområde hvor hegn og
passager skal findes. Desuden forventer vi, at arrangørerne her sætter deres egne
hegn op for at gøre området mere interessant. Men det har vi trænet med på de
sidste par sprinter, så det overrasker ikke. Og så afslutter vi nok med skoven
igen. Taktikken er igen vælger et vejvalg og så ud med det hele fysisk.
Kvalifikationen afgør starttiden, men første start for herrerne er lige i
aftensmaden kl. 19.21 (18.21 dansk).
Jeg er desuden
kommet på twitter, så følg mig der: https://twitter.com/Turboesen
Desuden er Danmark
udrustet med det bedste og største medieteam i år. Følg deres produktioner her:
Twitter: https://twitter.com/dofWOC2013
- Fuld gas!
8. jun. 2013
Så tæt på
4 sekunder - sølle
fire sekunder var jeg for at kvalificere mig til finalen på 4 afdeling af NORT.
Endelig ramte jeg dagen efter to mindre tilfredsstillende sprinter. Jeg havde
super godt flyd og lavede ingen større fejl. Jeg pressede også meget bedre på
ind og ud af posterne og det hele resulterede i den tarvelige 31. plads, den
første der ikke kvalificerer til finalen. Derved var jeg også uden for
konkurrencen om WRE-pointene. Men vigtigst af alt var, at jeg kom ovenpå igen.
Det har været lidt hårdt fysisk, men jeg synes, at jeg kom bedre efter det.
I dag var så
afslutningen, en jagtstart hvor jeg gik ud lidt over 14 minutter efter fronten.
Jeg har egentlig også fint styr på det i starten, men så bliver jeg lidt for
satsende, og det bliver straffet. Først til post 7 (11 på track) og så
gevaldigt til post 8 (9/12 track). Post 7 er "bare" en parallel fejl.
Post 8 er dårlig udløb og så virkelig en klodset beslutning. Jeg går meget skævt ud, men tror egentlig, at
jeg er på ret kurs. Finder mig helt ved den store sten (A) og ved, at jeg
krydser over små høje (B), hvor så posten skal ligge i en slugt bagved (C).
Hvorfor at jeg så, efter en lille tur frem og tilbage, konkluderer, at jeg må
være et helt andet sted, kan jeg ikke komme på. Men jeg finder mig selv igen
ved stien og stübet (D).
Fejlen koster nok omkring 8 minutter og også min
motivation til at fortsætte. Det gør jeg dog, men det bliver slet ikke i samme
tempo. Løber egentlig okay efter, med nogle fejl, men har ofte meget dårlige
linjer. Se hele live trackingen her: http://www.tulospalvelu.fi/gps/20130608nort5M/
Er jeg tilfreds? Er
super glad for 4. etape, men kan ikke være glad for resten. Målet var finalerne
og 1200 point. Intet er hentet, men jeg håber, at jeg har vist gode takter. Nu
er det bare at vente at høre omkring VM-udtagelse i morgen. Krydser fingre for en
sprint-plads. Alt er på vippen!
1. jun. 2013
NORT - Vi er i gang!
Første
etape på NORT er overstået og jeg er egentlig fin tilfreds. Jeg tager de samme
vejvalg, som Daniel Hubmann, der bliver toer, så teknisk gik det meget
tilfredsstillende. Det var en udfordrende og virkelig fed sprint, så det var en
rigtig god oplevelse. Men fysisk ramte jeg slet ikke dagen. Jeg var ikke træt
som sådan, men jeg ramte aldrig rigtig det røde felt. Jeg følte, at der var et
gear, jeg ikke kunne gå op i. Jeg ved, det er der et sted, det kunne jeg se til
Tiomila. Men vi lader det positive sejre, så det var fedt, at jeg kunne udføre
en teknisk sprint tilfredsstillende. Og der er stadig to sprinter til at vise
kvaliteterne frem på. I morgen står den på mellemdistance i norsk terræn. Ikke
min stærke side, men det skal nok blive sjovt. Og humøret er højt på holdet
efter en tredje- og sjetteplads på dame og herresiden til Danmark i dag.
Imponerende og fedt. De danske herrer blander sig for alvor!
28. maj 2013
Lej et lig
Ja for en Australier
virker dette måske mærkeligt, men det er jo reelt, at man lejer en bil, hvor
man ikke skal forvente for meget. Og det var det vi gjorde i weekenden, da jeg
var til Fynsk Sprint Cup i et par byer i Syddanmark. Bilen havde da også alle
døre, lys og hjul - sidstnævnte med nogle med mere luft end andre. Men vi faldt
da hurtigt for den grønne Volkswagen:
#replacetaylorswiftsongswithscissors |
Weekenden var en god
mulighed for at få trænet sprintteknikken, nu når jeg skal til NORT fra på
fredag for at kæmpe om én af de resterende sprint-pladser på VM-holdet. Så oplægget var derfor også fuld gas på alle
de tre etaper, jeg løb. Det var derfor også godt for konkurrence, at Rasmus
Thrane var med, så der var nogen at sammenligne sig med. Den første etape lå i
den nordfynske by Bogense. Vejret var fremragende og stævnepladsen hyggelig.
Efter lidt tumult med EMIT-brikker kom jeg ud på ruten, der fra start var
udfordrende. Ser hurtigt den rigtige vej rundt til etteren og videre på de små
stræk. Desværre var der en kortfejl på vej til femmeren, da man ikke kunne løbe
ind under halvtaget for et hegn.
Det var desværre en tendens der løb igen lidt
rundt på kortet, nogle mere væsentlige end andre. Trykket var også blevet en
anelse mørkt, men alt i alt dog i fin bane, med nogle interessante passager af,
hvad der kunne ligne baghaver og private tagtarasser. Min mave var ikke helt
med mig og det bremsede mig på den sidste halvdel af løbet, så jeg endte lidt
over et minut efter Thrane. Dog fin tilfreds for jeg havde egentlig set de
fleste små pasager, men kunne ikke holde farten hele vejen pga. maven.
Vindertid 13 min
Næste etape lå i den
lidt yngre midtfynske by Ringe. Derfor gik mine forventninger lidt på nogle
villakvarterer og skoleområder. Men det viste sig egentlig at blive meget mere
udfordrende. Før starten havde banelægger Søren Klingenberg berettet, at han mente
at Thrane kunne løbe den på 13 min. Men jeg krydsede stregen efter 20 min uden
større tidstab, så det blev lidt forøget. Igen var Thrane lidt over et minut
hurtigere. Vi havde begge lidt større tidstab til post 10, der stod oppe på en
slags nødskakt, hvilket var lidt svært at tyde ud fra kortet.
Men ellers var sprinten meget gennemtænkt med
meget korte intense stræk i starten, hvorefter der var lang stræk ned i den
sydlige del, hvor vi igen blev smidt rundt i et "rodet"
bygningsbillede. Jeg blev efterhånden lidt træt på det sidste langstræk, hvor
tiden også sneg sig over de famøse 15 minutter. Men som sagt meget sjovere end
først ventet.
Havneidyl
Tredje etape lå i
Rudkøbing på Langeland. Stævnepladsen lå fantastisk i solen på havnen og selvom
benene nu var ved at være slidte, så var der stadig god motivation til at give
den gas her til sidst. Og denne etape manglede heller ikke noget. Et par meget
hurtige stræk ude på havnen, hvorefter det gik på kryds og tværs i baggården i
hovedgaderne. Det var en rigtig fed sprint og også tættere på den egentlige
vindertid.
Jeg kunne lægge hårdt ud og hentede to juniorkonkurrenter ind
omkring post 8. De små baggårde gjorde dog, at det var lidt svært at passere
hinanden, så jeg måtte lige gå et gear op, da jeg kunne mærke, at jeg løb
hurtigst. Dog skulle jeg jo så også vise vej, men det pres stod jeg igennem.
Var meget tilfreds med løbet, og vi var også meget begejstret for banen.
Denne gang var jeg kun ca. 45 sekunder efter Thrane.
Så tak til de fynske klubber for et godt stævne!
Energien er vendt
tilbage, og jeg er topmotiveret mod NORT og de 1200 point, der er målsætningen!
(Alle kortene ligger i kortmappen)
13. maj 2013
Afsted til norden
Nu er jeg vendt
tilbage til forårsskønne Danmark efter 16 dage i Sverige og Finland. Jeg er
hjemvendt med fornemme resultater, hvilket viser at formen er nået et godt nøk
op til den her sæson. Jeg så allerede i DM-weekenden med en femteplads på
sprint og en fjerdeplads på ultralang (mit bedste resultat indtil videre), at
jeg har flyttet mig fysisk.
For at få nogle løb
i nordisk terræn søgte jeg i starten af min udenlands tur til Tibro, hvor de
første afdelinger af Silva League blev afholdt.
Det var også min sidste chance til at bevise mit værd for Tiomila-holdet,
hvor jeg i denne sæson , fik at vide, at jeg ikke kunne føle mig sikker på en
førsteholdsplads.
Usikkerhed var der
dog næppe efter mit fremragende og kontrollerede løb. Mange kurvedetaljer og
super hurtig bund passede mig fint, og jeg formåede at skifte mellem intensiv
kortlæsning og løb, hvor jeg mest af alt stolede på retningen. Super glad var
jeg for min præstation, og jeg gik da også hen og vandt min klasse med et par
sekunders forspring. Lettere brugt fik jeg så også lov at lege med hos de
bedste om søndagen, men her måtte jeg dog se mig knust med næsten 20 minutter
af den franske mester.
Schwartz Resort
Efter Silva League
fik jeg endelig mulighed for at besøge Søren Schwartz i Göteborg. Søren bor
ligesom jeg i et en mansion, dog sammen med to nordmænd og en finne med kort
afstand til skoven og klubbstugan. Jeg savner selv lidt mere udfordrende
terræner og kortere til skoven, men i Aarhus har vi tilgengæld et velfungerende
elitecenter. Hvad jeg lærte hos Søren var at lave, hvad jeg ville kalde
ingenting. Søren laver dog ikke ingenting. Hvis han ikke har gang i sit
fjernstudie, hygger han sig med sin egen ølproduktion (Sørens Special er ganske
fin!), hvis han ikke træner eller evaluerer. Der hersker i det hele taget i
hyggelig og rolig atmosfære i huset på Wetlandergatan, og det er ikke sidste
gang jeg kommer forbi.
Tiomila stod for
døren i sidste weekend og min rejse- og holdkammerat Rasmus Thrane og jeg
ventede spændt på opstillingen til stafetten. Og den kom tirsdag, men blev
ændret onsdags morgen og igen torsdag aften. Så jeg gik fra 9. til 1. til 6.
tur på holdet. Desværre skyldtes det ikke
ændret opstilling med mandefald, hvilket desværre kostede os på selve
stafetten: Efter 3. tur er vi der, hvor vi skal være, men ude på langenatten
bliver vores mand ganske enkelt hægtet af. Det gik for stærkt og han kommer i
mål næsten 20 minutter efter fronten. Vores oprindelig langenat's mand var
usandsynligt faldt af, men blev desværre forhindret i løbet af ugen. Men det
ændrede ikke ved, at der stadig kunne kæmpes om pladserne. Terrænet var igen
hurtigt og fladt, hvilket igen skulle vise sig at ligge godt til mig. Desværre
virkede min tracking-enhed ikke, så jeg har tegnet mit track i stedet:
Jeg gik ud som 30'er
og kom efter 10 km ind som 21. efter jeg havde taget få sekunder ind på teten.
Det var et super løb og jeg formåede også kun at smide nogle sekunder på den
sidste svære post 18. Jeg var 3 sekunder fra at være strækvinder, så jeg kunne
kun være supertilfreds. Holdet endte som 25, så efter sidste års 12. plads, var
der en blandet stemning. Men de tørre facts viser, at vi sidste år havde ti
stabile præstation, hvor vi i år havde nogle fremragende og nogle mindre
tilfredsstillende. For mig betyder det ikke så meget, at vi præsterede dårligt
så længe jeg ikke har skyld i det. Og som det blev sagt på briefingsmødet, så
er der også Tiomila igen næste år. Vi skal nok komme tilbage.
Langt oppe i mummiland
I den sidste uge var
det så på tur med landsholdet til VM-området i Finland. Og VM foregår langt
oppe i Finland, men heldigvis går de finske veje lige til målet. Således fik vi
da også kørt 540 km af den samme vej! (Her skulle så være et billede, men det virker ikke)
Efter at have
passeret et utal af træer nåede vi endelig frem til Vuokatti , hvor vi fik
trænet hårdt og seriøst frem mod hver distance til VM. Jeg følte mig dog noget
træt undervejs og stod over en dags træning.
Men samtidig med, at
det er fedt at løbe og det går godt, rammes jeg også af en til tider
ligegyldige følelse i kroppen. Jeg kan føle, at det hele bliver lidt lige
meget, og at det egentlig ikke betyder så meget for mig at komme med på
VM-holdet. Men jeg ved, at jeg siden sidste år har kæmpet for det, så det
virker bare så ubegrundet. Jeg tænker tilbage på sidste år, hvor jeg gik
fortvivlet ind til iagtagelsesløbene og gjorde en præstation derefter. Men i år
er det nok presset fra skolearbejdet, der fylder. Lige nu ville jeg bare gerne
være færdig med eksamen, for de ligger lidt i vejen for et fuldt fokus. Min
læsegruppemakker sagde i dag: "Jeg kan ikke forstå, hvordan du kan gå så
meget op i din sport. Du har den jo egentlig som nummer et og statskundskab som
nummer to…."
Hvis ikke det betød
noget for mig at komme med på det VM-hold, så var jeg nok ikke taget af sted i
16 dage. Så det er helt korrekt, min sport er nummer ét.
Abonner på:
Opslag (Atom)