Tilbage igen - for fuld fart!

Det er over to måneder siden, at mit ledbånd sagde "haps" på World Cuppen i Schweiz. Men nu, om to dage, står jeg på startstregen til endnu en World Cup-afdelingen, denne gang på Holmenkollen i Oslo. Jeg er udtaget til Nordic Orienteering Tour, som strækker sig over de næste to uger med løb i Norge, Sverige og Finland. Vi starter i Oslo i weekenden, løber sprinter i Göteborg på tirsdag og har så to afdelinger i Vuokatti i Finland før den står på VM 2013-træningslejr samme sted. Det er et hårdt program, men jeg er klar. På mentalt og åbenbart fysisk. Ved DM i weekenden følte jeg med bedre end nogen sinde før. 

Det kan undre mig eftersom, at jeg ikke har trænet struktureret i to måneder inden og samtidig havde studiestart med for lidt søvn i ugen op til. Men skaden har givet et afbræk fra orienteringen: Jeg brugte den første uge på at blive student, med hvad der nu hører til. Derefter tog jeg sydpå på interrail med to andre i Spanien og Frankrig, før jeg dækkede det danske landsholds færden til VM i Schweiz som kameramand (Hvis du endnu ikke har set vores fantastiske produktion, så se her: http://www.youtube.com/user/AndreasHBoesen?feature=mhee). Herefter kunne jeg endelig løbe lidt orienteringsløb til O-ringen, men det blev på let-bane basis: Kun løb på sti og gang i terrænet. Første gang jeg løb i terrænet blev på den efterfølgende ungsenior-sommerlejr i Åhus. 

Derfor har jeg ikke givet orientering mest opmærksom, og det kan være det der giver et ekstra boost nu. Jeg har virkelig lyst til at komme ud med kort. Og med formen. På de første intervaller i lang tid var jeg flyvende. Jeg kom næsten lige så langt som før skaden og som sagt til DM Mellem, har jeg aldrig været bedre løbende. Det er fedt, at min udvikling stadig holder med. Og at den kommer nu kan skyldes, at jeg måske har været lidt for overtrænet før skaden. Så målsætningen til NORT kan pludselig være en anden. Jeg troede, at jeg bare skulle løbe uden forventninger og fokusere på træningslejren. Men nu skal formen bruges.  Men jeg kan endnu ikke formulere målsætningen.

I den sidste tid har der lige været andre ting i hovedet: Jeg er startet på statskundskabs-studiet på Aarhus Universitet, og det er rigtig interessant. Og på lørdag flytter jeg fra Aarhus Stadion og i bofællesskab med tre gode efterskole/o-løbs-venner i et hus i Brabrand, så det bliver også fedt at vende tilbage til Danmark efter turen.

Student og skadet

I sidste uge blev jeg endelig student. Færdig, slut med gymnasiet. Det var hårdt til det sidste at holde motivationen oppe til timer med tysk og oldtidskundskab. Men til gengæld haft meget tid til løb og andre ikke sportslige ting.  Og det får jeg også i fremtiden, for desværre fik World Cuppen i Schweiz en uheldig udgang:

Jeg startede fint ud, men var lidt for passiv op af bakkerne. Følte ikke helt så meget overskud, som jeg gerne ville, men terrænet passede mig egentligt dårligt: Stejle bjergsider har aldrig rigtig været mig. Men efter en lille sløjfe gik banen i en korridor ned i en ravine, hvilket bare gjorde, at man skulle finde et godt trace. Her satte jeg egentlig et fornuftigt pace, men så faldt jeg sammen. En sten forsvandt under mig og min højre fod væltede ud i en unaturlig position. Smerterne kom hurtigt og jeg fik vist råbt et par skældsord. Jeg var hurtig klar over, at jeg ikke skulle videre, men hvad gør man så? Jeg kunne sagtens gå og takkede nej til hjælp fra andre løbere. Men der var stadig en kilometers penge til den nærmeste vej/bebyggelse. Og det var igennem mindre fremkommeligt terræn, især med en brugbar fod.
Men jeg klarede det og heldigvis stod banelæggeren med bil  lige der og kunne køre mig tilbage til stævnepladsen. Jeg kunne efterhånden gå uden de store problemer og senere gik jeg helt normalt. Det var underligt eftersom, at jeg havde så store smerter, men min fod hævede heller ikke og dette var ikke helt normalt.

Jeg sov på det og næste dag begyndte hævelsen, så vi antog, at det var en normal forstuvning. Det var ærgerligt, at jeg ikke kom til at gennemføre løbene og om det kom til at koste en VM-plads er usikkert. Jeg fik at vide, at jeg var langt inde i betragtningerne, hvilket er meget længere en min målsætning for i år. Jeg havde egentlig kun troet på EM, og jeg var ikke så klar på VM. Men jeg er kommet langt, og det tegner godt.

Men i mandags fik jeg så et set-back. Jeg fik ultralyds skannet min fod, og det viser sig, at der er røget i ledbånd i foden. Det forklarer de kraftige smerter med det samme, og manglen på samme kort tid efter. Jeg kan gå uden problemer, men jeg må ikke løbe i skov i mindst 4 uger. Jeg skal prøve at løbe 10 min i morgen på en plan bane og se, hvordan det går. Det er ærgerligt, men det kommer på et godt tidspunkt, hvis det nu skal være: Der er ingen vigtige konkurrencer, og jeg fik tid til at fejre min hue.

Så den står på genoptræning og hygge det næste stykke tid..

Finland by night

Pan-Kristianstad efter ture

Jeg løb ikke som planlagt 1. tur på Jukola'en. En skade på førsteholdet gav mig en plads på femte tur, så det blev ingen massestart i år, men til gengæld var jeg nu med, hvor det var resultatorienteret. Jeg havde glædet mig meget til førsteturen, men jeg skal nok få lov til at løbe den en eller anden gang. Det er fedest på førsteholdet! I stedet blev mit starttidspunkt også flyttet fra 22.30 til 03.00 om natten. Holdet lagde flot ud - på radioen efter 6,5 km på førsteturen lå begge Pan-Kristianstad holdene alene i front med et forspring på 2 minutter! Men det holdte ikke helt til mål, men vi var stadig med. Efter 2.tur lå vi sekser men herefter tabte vi placeringer. Jeg gik ud på en 24. plads, 19 min. efter fronten. IFK Göteborgs 4. tur havde bommet meget, så det betød, at jeg startede ud præcis sammen med Marius Ødum, min gode konkurrent. Han lagde hårdt fra land og prøvede at sætte mig på vej til startpunktet, som lå en kilometers penge fra stævnepladsen. Det lykkes ham ikke, men til post 4 mistede jeg helt kontakten, da jeg havde en anden gafling.  (GPS'en er så ringe og afspejler ikke rigtig mit løb, så har tegnet ind i stedet)

Dog havde jeg nu rykket holdet op på en 14. plads ifølge radiotiderne. Det vidste jeg selvfølgelig ikke i skoven, for der er så mange andre løbere, og man ved ikke, hvem der løber hvilke ture.

Jeg lavede et lille sving på vej til post 7 og derefter var vi en lille gruppe. I starten løb gruppen hurtigt, men nedad blev jeg simpelthen nødt til at sætte tempoet op. Jeg sætter høj fart, men ved 10'eren er jeg lidt usikker, hvor jeg kommer ind til posten og laver en sløjfe igen. 

Jeg bliver hentet igen af gruppen, men nu er vi tæt på mål, og jeg sætter højt tempo. Næste post har kostet mange hold tid, men jeg styrer kontrollet lige ned i den. 

Jeg kan virkelig mærke, at jeg har opnået et højere løbstempo i terrænet, hvilket også giver mere overskud hele vejen. Derfor trykker jeg også meget på, på et afmærket stykke, men tilpasser det til, at der kommer en stor bakke til sidst. Den rammer hårdt, men jeg råber lidt til mig selv, at det bare er den sidste. Her er jeg så i kontakt med en gruppe igen, som jeg holder til mål. Det sidste stykke virkede hårdere end det så ud til, men i mål er holdet nu nummer 22, samtidig med, at der ligger fire hold lige foran, som vores 6. tur nemt snupper.
Desværre kom vores italiener på sidste turen alvorligt til skade med armen i slutningen af løbet, men formåede dog at gennemføre. Han tabte ti placeringer, men når man kommer alvorligt til skade har resultatet ikke betydning.

Min tid var kun lidt over 2 minutter efter frontens og fire minutter langsommere end de bedste, så jeg er meget tilfreds med min præstation. Mest af alt, var jeg glad for mit løbstempo - jeg har virkelig rykket mig her de sidste på uger. Det passer godt, da jeg skal præstere mit bedste på lørdag, hvor det er sidste chance for at vise mit værd til en plads på VM-holdet. Der er World Cup i St. Gallen i Schweiz, og jeg skal løbe en mellemdistance. Løber jeg helt ustyrlig godt får jeg også lov at løbe sprintdistancen søndag. Men så skal jeg gå i top 40 i World cuppen lørdag, og jeg har ingen point endnu.

I Finland har man også tid til at "pranke" hinanden. Uden for hotellet stod en mere sjov en af slagsen:

Træls når man har travlt :)

Jukola - 1. tur

I weekenden er der Jukola i Helsinki i Finland. Jeg har ikke kvalificeret mig til førsteholdet, men til gengæld har jeg fået en legendarisk tur på andenholdet:  Jeg skal løbe den berygtede førstetur - med 1685 tilmeldte hold,. bliver der 1685 andre orienteringsløbere at kæmpe mod på vej til startpunktet. Jeg har kunne sove de seneste par nætter, men det er nok fordi, jeg har en tysk-eksamen torsdag, der egentlig virker mere skræmmende. Men når jeg ser starten fra Jukola sidste år, kan man ikke andet end blive tændt, men også lidt nervøs:

http://www.youtube.com/watch?v=vQpePfy73rw

Jeg skal løbe 12,8 km med 1,8-2,2 km snitzling. Det tyder på, at der er langt til start. Eftersom, at jeg er på andetholdet, og det ikke kan gøre sig med fremme, er planen at satse. At være" kamikaze-pilot" gennem feltet - jeg kommer selvfølgelig hjem i live.  Men om jeg taber 10 min. har ikke den afgørende betydning, bare jeg har gjort alt, hvad jeg kan. Jeg er i tredje startrække, så der er ikke langt til fronten, men til gengæld 52 rækker efter mig, der bare skal af sted. Heldigvis er Jukola mere en "firmaevent" nede bagved, så mange hold kæmper ikke om fronten. Men alle kan finde vej til startpunktet, så der skal alle først.
Vi tager af sted fredag morgen, får et træningspas på et finsk kort, men ellers er det bare i gang! Så, hvis du ikke har noget at lave kl. 22.30 (21.30 dansk tid) på lørdag, så luk op for computeren og følg eventet på computeren. Om lørdagen er der Venla-kavlen (Dame-stafetten) og Jukola'en fortsætter hele natten.

Så blev det sommer - og så alligevel ikke

(Glemte at poste dette indlæg om sidste weekend)

EM og iagttagelsesløbene er forbi, og det er veltrængt! Efter EM følte jeg mig meget træt, selvom jeg ikke havde løbet mere end fire konkurrencer. Til junior-VM har man fem med en hviledag, så det har ikke været på fysikken. I stedet tror jeg, at jeg mentalt har brugt meget energi. Man skal hele tiden være på, når man er afsted til store mesterskaber. Forbereder du dig ikke til en konkurrence eller evaluerer end anden er der samværet med de andre at tage hensyn til. Så da vi kom hjem, var jeg egentlig træt og ikke indstillet på, at der allerede næste weekend skulle være fokus igen. Heldigvis kom der lidt afkobling med min sidste skoledag i gymnasiet. Den var tiltrængt og selvom, jeg ikke havet danset lanciers længe kunne jeg selvfølgelig stadig mestre den!

Samme dag fik jeg en eksamensplan - fagene er fine, men det blev de dårligst placerede dage. Selvom jeg havde meddelt, at jeg muligvis ikke er hjemme de dage, så blev det alligevel der. Men nuvel, man bliver kun student én gang, og jeg må prioritere dette.

Iagttagelsesløbene

Fredag aften før iagttagelsesløbene følte jeg mig stadig ikke klar til næste morgen. Og det gik derefter: jeg taber op til 3 minutter til første posten, fordi jeg løber ud af kortet og så var det løb kørt. Jeg kom aldrig op i gear og var ikke opmærksom på noget tidspunkt. Smider også tid på to af de sidste, men har en ligegyldig følelse i kroppen. Jeg var ikke klar. På langdistancen, hvor jeg ikke satser endnu, løb jeg dog et fornuftigt løb. Jeg følte ikke så meget overskud løbsmæssigt, men jeg er blevet hurtigere, så det hele går bare hurtigere. Jeg laver lidt fejl i starten, men cruiser herefter i mål og er kun lige under 10 min efter vinderen. Det var jeg fint tilfreds med.

Lygtepæl vs. Mig

Efter et besøg hos et par venner, der kunne muntre det hele lidt op, stod den så på sprint i Nyborg. Her havde jeg gjort det godt før til DM sprint i 2010, hvor jeg tog sølvet. Vi startede ud på volden, men her var græsset ikke slået alle steder som sidst, så til post 3 kurer jeg ned ad bakken og køre med ende, ryg og arme over en bunke brændenælder. (Nogle husker måske, at min krop ikke er så glad for brændenælder, gran, lyng, osv. osv.). Så var løbet i gang, jeg måtte bare kæmpe videre, det kunne ske for enhver. Det var først, da vi kom ned på asfalten, at jeg følte, jeg kunne tage fat. Tager fine vejvalg og gennemfører dem uden problemer. Er ved at være træt, da vi kommer forbi stævnepladsen anden gang. Kunne godt mærke langdistancen i benene endnu, men den sidste runde skulle bare lige hjem. Men det blev et lidt længere runde. Til 21'eren runder jeg en hæk og kan se stativet, men i stedet bliver jeg væltet omkuld. En lygtepæl i hoftehøjde stod i vejen og efterlod et velplaceret slag på den øvre del af lårmusklen. Det gjorde avs, men jeg kæmpede mig dog i mål. Nu her har jeg et flot  større blåt-gulligt mærke, sammen med en hudafskrabning, men mere er det heldigvis ikke. 

Udtagelse

Jeg vidste, at det jeg havde præsteret i weekenden ikke var optimalt. Men jeg er alligevel udtaget til World Cuppen i Schweiz d. 23-24 juni. Herefter bliver det afgjort, hvem der får de sidste to, evt. tre pladser til VM. Jeg skal kæmpe hårdt og finde motivationen til at komme i gang igen. Jeg har masser af tid nu her i eksamensperioden, hvor jeg har langt mellem eksamenerne, så der er tid til at træne, få ro på og mest af alt at have det sjovt. For det er vigtigt, også uden for træningen.

Godkendt debut

Mit mål på EM kval i dag, var at gå til finalen. Det gjorde jeg ikke, men jeg synes ikke min præstation var dårlig. Teknisk udførte jeg faktisk et fornuftig løb uden bom, som sådan. Jeg får dårlige udløb fra tre poster i samme område. Enten er jeg ikke så skarp på kompasset eller så har jeg brugt andre linjer som medianer. I stedet var jeg lidt presset på det fysiske mod slutningen: Ved post 6 er jeg stadig i A-finalen, men så begynder det at gå op ad, og jeg kravler ned i b-finalen. Jeg taber mere og mere jo længere hen på banen, jeg kommer og kan især mærke trætheden på vej op ad bakken til sidsteposten.

Men som sagt synes jeg egentlig jeg gjorde en fin debut. Kampen var hård, og en margin på kun 2 min til a-finalen er tough challenge. Og jeg skal lige blive lidt bedre for kun at tabe under 2 min til Thierry Giorgiou og co. Men på onsdag går det løs igen med sprint kvalifikationen og her kan jeg igen gøre det godt. Målet er stadig at nå a-finalen..

Herunder bane med vejvalg taget fra telefonen:

 

Ansigt til ansigt med tigre

EM begynder i morgen med mellemdistance kvalifikationen. Teknisk føler jeg mig godt forberedt og dagens træning gik næsten perfekt. Jeg er kommet ind i en god rytme med teknikken, hvor jeg er begyndt at løbe mere på kurvedetaljerne end kompasset. Jeg mister bare orienteringen, hvis jeg ikke følger med på kortet. Fysisk følte jeg mig lidt træt i dag. Men jeg skal nok komme op i gear til i morgen. Jeg ved, at jeg har en god vintertræning i ryggen og er godt løbende for tiden, bedre end jeg har været før.

Forberedelserne har også budt på andre sjove ting. Fredag joggede jeg en tur op på Grönklitt-bjerget. Herfra er der en udsøgt udsigt - når vejret bare ikke var så gråt som den dag. Jeg kunne ikke se bunden af skibakken, men ti lgengæld fik jeg et sjældent syn i skoven. Pludselig stod jeg ansigt til ansigt med en tiger! Den havde nok fået hurtigere øje på mig og havde allerede lagt sig i angrebstaktik. Og det blev endnu bedre eller værre. Dens to venner kom også til, så nu stod jeg 5 m fra tre sultne tigre. Adrenalinen pumpede...

Her plejer man at vågne fra drømmen, men det gjorde jeg ikke. Jeg have åbenbart forvildet mig ind i bjørneparken på stedet. På toppen stod en låge åben, så jeg kom til at løbe derind. Jeg løb derfor hurtigt retur igen med tigrene i hælene. Ude af parken valgte jeg at søge hurtigt ned ad bakke, da jeg ved at bjørne f.eks. ikke er gode til downhill. Jeg brugte den bedste teknik jeg havde lært til at komme ned - lade tyngdekraften trække og så vidt muligt forsøge ikke at bremse med hælene. Sådan gik det i fuld galop i Indiana Jones stil med tre løver, der bare kom tættere og tættere på.

Det kunne blive til en genial film, men jeg måtte indse, at tigrene nok ikke gad springe efter føden. De ville nok heller aldrig komme ud af de kraftige hegn, der omkranser deres habitat. Så derfor vendte jeg om og gik ud af parken og fortsatte mit jog tilbage til hytten..

Nu er vi så flyttet til palæet, hvor vi skal være under EM-ugen. Der er internet, så jeg kan blogge under ugen. Jeg troede ikke, jeg skulle nå at se en Commador 64, men det har jeg nu. Huset har alt, alle mac-modeller fra før 95, egen golfbane og sauna. Næste uge bliver en fest, og jeg glæder mig! 

Tiomila og EM-udtagelse

I weekenden var der Tiomila, Sveriges mest prestigefyldte stafet. Jeg havde fået 9. turen på Pan-Kristianstads førstehold, et hold som ville kunne klare sig godt. Rasmus Thrane lagde ud, men jeg fulgte egentlig ikke rigtig med, da jeg lå og sov nogle kilometre fra stævnepladsen indtil det blev min tur. Så det var først da jeg vågnede 03.45 om natten, at jeg fik at vide, at vi var nummer 2 efter "lange natten" - den mest prestigefyldte tur. Nu blev det altså en tand mere spændene, men jeg glædede mig bare endnu mere.

Vores 5.tur tabte lidt mere tid end estimeret og da jeg fik kortet i hånden, løb jeg ud på 13. pladsen med det finske hold Vaajakosken Terä (VAA) og det svenske hold IK Hakarpspojkarna (HA) i hælene. Vi dannede hurtigt en gruppe, men jeg passede stadig på for gaflinger, der helt sikkert var på første posten. Jeg havde GPS på, så jeg kunne følges live under stafetten. Det sammen have VAA, men HA havde ikke.

9.turen
På vej til post 1, havde jeg egentlig planlagt at løbe ind over lidt tidligere (ved højen og stien), men jeg var også lidt bange for at slippe de to andre. Jeg har det med, at være lidt for selvstændig i stafetter og glemme at bruge de andre til tempo. Det var dog mig, der til sidst tvang gruppen ind i terrænet. Jeg mister HA af gruppen, men har den samme gafling som VAA (Den østligste).

 

På de efterfølgende poster hænger jeg lidt bagved. Jeg er med på kortet og følger også mit eget trace, hvilket gør at jeg komme lidt tættere på VAA og HA, som vi har fået kontakt med igen. På vej til post 7 har vi et længere stræk, og vi løber ud på vejen. Jeg er ikke helt varm og har lidt svært ved at følge med, da vi kommer ind i skoven. VAA har dog ikke helt styr på sin position, så jeg kan guide mig indtil posten ved hjælp af hans ryg. Men herefter mister jeg ham af syne. Jeg skruer op for min tekniske indsats. Jeg ved fra forstudier af kortet (gamle kort), at terrænet er fladt og diffust især om natten. Men om dagen vil det være lettere at overskue. Det er dog vigtigt at have kompasset med. Alt det bruger jeg på vej til post 8, og jeg er superglad for at spide den.

Som det kan ses på GPS'en, så fungerer det ikke helt for VAA. Jeg er derfor også lidt overrasket over at møde ham igen i modløb efter, at jeg har stemplet ved 8'eren. Jeg følte mig lidt tung i starten, men nu kom der  ekstra blod på tanden. Nu skulle den op i højt gear, for der var mulighed for at distancere. Efter post 9 får jeg også kontakt med HA igen, så tempoet kan igen sættes på ryg af en anden. Til 11'eren vil jeg dog lidt mere syd øst, for at undgå en brant væg. Jeg vil gå syd om, men GPS'en afslører, at jeg egentlig bare tager den lige ud over. Igen er området lidt diffust, men jeg laver ingen fejl. Til post 12 er der dog dårlig sigt, så jeg kan ikke se højen. Jeg tror, at posten skal sidde ved stenen nord for højen og kommer venstre rundt om den, men opdager den så oppe i slugten. Her møder jeg også lige skovspeakerne, der nok havde set mig komme den anden vej fra. Jeg drøner videre afsted, forbi væsken - det var der ikke tid til.

Til 14'eren ser jeg hurtigt stien og tænker: Riskoen for fejl er umulig på stien. Så  jeg drøner ud på den og gemmer kortet lidt væk indtil stien knækker op mod venstre for at få fart. Jeg vidste, at VAA ikke var langt bagude, så der skulle smæk på. Efterfølgende kunne jeg se på GPS-trackingen, at posten var gaflet, så for nogen, var der ide i, at gå ovenom.

Herefter kom en klassisk banelægningsfinte. Først længere stræk på sti, hvor tempoet ryger op, og så en kortere og teknisk stræk efterfølgende. Det var ikke plads til at smide mig væk her. Derfor blev kortkontakten også fulgt grundigt: Ned ved den gule høj nordvest i cirklen og op og følge de små høje og den store sten, der nærmest leder hen i posten.

Nu gik det for alvor hjemover, og jeg skruede op for tempoet. Der var ikke langt igen, og det sidste var nemt.

På vej til andensidsteposten er et længere stykke på sti og den søger jeg og giver alt hvad den kan trække. På vej op ad bakken til kontrollen råber jeg "Kom nu!" til mig selv og sætter den i sjette gear på vej til mål.

I skiftezonen kommer VAA løbende ind efter jeg har skiftet, mens HA dog har sneget sig væk. Så alt i alt havde jeg gjort det godt. Jeg lavede nærmest ingen fejl, måske 15 sek. på post 12, men teknikken fungerede fremragende på hele banen, så det var værd at tage med.

Jeg tabte over 5 min. til teten, men den bestod også af Daniel Hubmann og Søren Bobach, så det havde jeg, det egentlig fint med. Det vigtigste var for mig, at jeg løb fra VAA, selvom han selv var skyld i det. På GPS-tracket kan man også se, at han har haft problemer andre steder og egentlig har løber i højere tempo end mig. Men det er jo ligegyldigt, for den bedste tid måles ved målstregen. Og det gjorde det også lidt bedre, da en af vores tjekkiske løbere kunne fortælle, at det var tjekken Pavel Kubat, jeg havde løbet fra. "Bare" juniorverdensmesteren fra langdistancen i Danmark 2010. I mål kunne vores østrigske-løber i spurtopgør bringe os ind på 12. pladsen.

Det glade team - Her opsat efter ture fra venstre

Og så blev det officielt, at jeg er udtaget til EM i Dalarna om lidt over en uges tid. Det har hele tiden været målet at komme med, og det er fedt, at det lykkes. Jeg føler mig godt forberedt ovenpå Tiomila og glæder mig til at for første gang at være samlet med seniorlandsholdet til et mesterskab. Mellemdistance-kvalifikationen ligger mandag og sprint onsdag, så der er jeg i aktion.
Jeg rejser afsted lidt før tid på onsdag, da skolen de næste par dage mangler indhold. Jeg glæder mig til at være færdig med gymnasiet, da jeg ikke helt har haft så meget interessant at lave i år. Men i torsdags røg den sidste aflevering af sted, så nu er huen meget tæt på.

Jeg forsøger så vist at opdatere fra EM, men det er uvist om vi har internet.

Links til GPS-track fra min tur:

http://www.tulospalvelu.fi/gps/2012milaH9/

Og de andre ture er der også:

http://www.tulospalvelu.fi/gps/

EM:

http://www.eoc2012.se/

De små nedture

Det er ved at være en tid siden jeg har skrevet sidst. Men jeg synes, der skal være en motivation bag at skrive på bloggen. Ofte findes den, når det går godt. Den seneste periode har overvejende også været fornuftig. Men den har også bragt nogle små nedture med sig. I forrige uge brød min tidligere skade delvist op igen. Jeg løb en 3000 m test på stadion og dagen efter var begge mine skinneben helt færdige. Det havde ligget og luret, og det viste jeg godt. Derfor har min træning altid været kontrolleret, og jeg har passet på mig selv. Men pludselig kom det, og jeg blev selv meget overrasket over styrken, det kunne komme med. Det tog pusten fra mig, men meldingen blev dog heldigvis, at skaden "kun" skyldtes en blanding af for meget hårdt underlag og en øget træningsmængde, hvilket betød, at jeg stadig måtte løbe i terræn.  Derfor kunne jeg stadig tage til Silva League i Göteborg. Her blev det dog endnu en dårlig oplevelse. På langdistancen synes jeg egentlig det gik fint nok, det gik bare for langsomt, og jeg havde mine fejl hist og her. Kigger jeg tilbage, var der ikke noget flyd igennem løbet. Jeg blev passeret af mange løbere og lige før mål af en med 18 minutter. Terrænet var godt nok hårdt og lidt anderledes, end hvad jeg lige havde været vant til på det seneste, men jeg var nu ikke helt tilfreds alligevel.

På mellemdistancen håbede jeg at rette op på dette. Jeg startede da også meget fornuftigt, men så bommede jeg post 8 gevaldigt. Jeg kom aldrig tilbage i rytmen og lavede en masse små fejl, derfor gav jeg nærmest op undervejs. Samtidig var ruten ekstremt kuperet og mine ben kunne slet ikke følge med. I mål fik jeg at vide, at jeg har fejlklip på post 7. Nu var jeg ikke skuffet over mit løb, men mere arrig. Fejlklip er bunden, og det må ikke ske. Nu skulle der altså ske noget.

Det blev nødt til at blive bedre. Tiomila ligger lige forude og forhåbentlig også EM. Det blev dog ikke bedre i løbet af ugen og fredag kulminerede det. I Ulfborg på stedet, hvor jeg i H-16 i 2007 vandt mellemdistancen til testløbene, kunne jeg nu slet ikke få teknikken til at fungere. Hvert eneste stræk gik galt på en eller anden måde. Og det var slemt, når området er meget relevant for EM. Jeg har oplevet de her situationer før. I foråret 2009, hvor der ikke var sammenhæng i de ting, jeg foretog mig i skoven og til andre vigtige konkurrencer. Men det er der ikke plads til nu. Så lørdag blev der re-startet og heldigvis handlede træningerne om at finde ud af, hvad som er godt at bruge i klitterræner. Det vækkede ligesom rutinen og på eftermiddagens træning gik det endelig fantastisk godt teknisk samtidig med, at jeg følte et stort overskud fysisk.

Nu gælder det så om at holde den glæde for at være teknisk interesseret, jeg tror, jeg har manglet. Jeg ser ofte, hvordan andre arbejder for det tekniske og beundre det, men jeg har ikke altid selv kunne finde lysten til det. Andet står højere. Men nu står Tiomila for døren og jeg glæder mig. Jeg ved, at jeg var skyld i mit holds placering sidste år, men i år bliver det anderledes. Jeg skal løbe 9. tur i dagslys. En tur, hvor stafetten spidser til. Forhåbentlig er mit hold stadig der, hvor det er spændene, og så gør jeg det bedste, jeg kan. Og jeg har ikke mærket noget til skinnebenene siden den fredag, så det er et godt tegn.

Sæsonstart - internationalt og nationalt

Her i weekenden var der for alvor sæson i Danmark. Min sæsonstart var dog allerede i Portugal i uge 8, hvor jeg var på tur med landsholdet og løb to World Ranking Events. Efter at vi havde været Göteborg på landsholdssamling i starten af Februar, var det rart at komme sydpå til varmen. I Göteborg oplevede vi at temperaturen steg 7 grader på formiddagens træning. Men når det var fra -19 til -12 grader var det stadig hårdt. Vi fik en masse kvalitets træning, men man skulle anstrenge sig for ikke at bukke under for kulden. Vi har i februar arbejdet meget med det o-tekniske og jeg har haft næsten 3-4 timers o-teknik per uge i den periode. Det peakede i uge 8 i Portugal, hvor fokus lå på at arbejde meget med netop det o-tekniske aspekt. Samtidig havde vi mulighed for på to konkurrencer at afprøve konkurrenceformen.  På den første konkurrence, der var en mellemdistance, gik det nogenlunde (kort i kortbogen). Terrænet var lidt anderledes end vi ellers er vant til i Portugal, men mere relevant for resten af Europa. Jeg var ret sikker på min orientering og tog ikke så mange chancer. Jeg vidste ofte, hvor jeg var, men jeg bommede dog post 8. Jeg laver en fortolkningsfejl  på 16, hvor jeg ikke kunne få stendetaljerne til at passe. Det mest interessante var at se, hvor hurtigt de bedste bevægede sig gennem terrænet. Dagen efter var der jagtstart ud fra det samlede resultat fra de første 3 dage. Vi sprang anden etape over og skulle starte i samletstart. Mange andre var også i samme situation, så der var lagt op til et brag af en samlet start. Arrangørerne havde ikke lige forstået at én enhed ved post 1 var nok, og nogle mistede flere minutter ved den post. Jeg var meget på bagkant, men mit fokus lå også på at følge efter de andre og lære, hvordan man skal bevæge sig gennem terrænet. På klippeområderne er jeg alt for passiv, man skal simpelthen "bare satse". Jeg havde en rigtig god fornemmelse i kroppen og løb en tid, der kun var 7 minutter langsommere end Thierry Gourgieuos.

Den næste World Ranking Event foregik i et helt andet terræn ved kysten. Nu var der ingen modstand i terrænet, der skulle simpelthen bare løbes stærkt. Banen var 18,7 km, en del længere end jeg er vant til, men sådan er det jo når man bliver senior. Terrænet bød heller ikke på de største tekniske udfordringer, det kunne klares med kompasset for det meste. Jeg fløj af sted fra start og havde en meget fornuftig tid ved første radio. Det lange stykke til 2. radio klarer jeg også uden større problemer, men på de sidste fire kilometer, går jeg fuldstændig ned. Det var ærgerligt for jeg havde en rigtig god tid, men alligevel var jeg meget tilfreds med min præstation. Jeg er kommet godt ud af vintersæsonen viser resultaterne, og det kunne jeg også mærke til den danske sæsonpremiere her i weekenden.

Jeg lagde lidt tungt ud lørdag. Men jeg kunne mærke, at jeg havde et større overskud, når jeg var kommet op ad bakken.  På toppen havde jeg stadig energi til at presse på. Jeg tabte tid på langstrækkene hvor jeg overvurderede bakkernes størrelse. Men søndag var der plads til at give gas. I Tversted er bunden lidt ligesom i Portugal, dog er vegetationen tættere. Jeg havde tilpasset teknikken til sådanne løb i Portugal, og jeg lagde derfor hårdt fra land og havde kompasset som mest brugte hjælpemiddel. Især i de områder sydøst på, hvor kortet ikke altid stemte så godt (http://nordjysk2dages.dk/2012/baner/tv/b1.jpg). Jeg ligger nummet ét fra post 7-12, men laver så en fejl ved post 13. Løber direkte mod den, men stopper i en lysning fem meter fra den og tror jeg er for langt til venstre. Kommer tilbage til samme sted og ser nu posten. Desuden forvirrer kortet ved post 16, hvilket gør jeg taber tid igen. Herfra går det med stadig høj hastighed mod de sidste par poster. I mål er jeg ca. 1½ min efter Søren Bobach og meget tilfreds med min præstation. Det tyder altså på, at vintersæsonen har været fin indtil videre. Dog fandt jeg ud af til denne morgens intervalpas, at jeg kan presse mig mere. Det må jeg gøre mig fra nu af, så jeg kan komme i endnu bedre form.

Ellers har sæsonstarten taget lidt på mine sponsorpenge. Jeg har egentlig aldrig haft så mange løbesko og har overlevet vinteren på to par. Men nu har jeg investeret i fire nye par, så jeg kan skifte lidt og passe på mine fødder og ben.

Støtteoverækkelse og Idrottsgala

Torsdag var jeg tilbage i Roskilde for at modtage et legat for 2012 af Elitesport Roskilde. Det er femte gang jeg får støtte fra organisationen, og det er jeg selvfølgelig meget glad for! Pengene går primært til transportudgifter men i år også i stigende grad til løbeudstyr, primært sko. Jeg var ellers i tvivl om jeg kunne modtage støtte, da jeg ikke er bosat i Roskilde Kommune mere, men der var enighed om, at jeg bedre kan udvikle mig i Århus.

Efter en rolig dag hos familien gik turen videre fredag mod Åhus i Sverige. Modsat Danmark er det ikke sne her, så det var fedt at få den sidste fede tekniske træning i snefrit terræn i denne omgang. Det blev til et linie- og korridorløb i Aspet-Yngsjö, som er fint relevant for EM i Dalarna. Det gik forrygende godt, især på linieløbet, hvor jeg havde rigtig fint flyd hele vejen. I Korridoren skulle jeg lige vende mig til 1:10000, som er svært at læse i dette terræn. (Se kort i kortmappen!)
Men turen til Sverige bundede i, at jeg skulle deltage i Nordöstra Skånes Idrottsgala 2012, fordi jeg vandt SM-guld på sprint-distancen i Visby på Gotland i April. Her fik jeg en tur op på scenen og modtog 5000 svenske kr. for min bedrift. Det var jeg overrasket over, og Per Forsberg (konferencier, O-ringen speaker, Pan-Kristianstad, speaker til SM-sprint) tog da også lige et lille interview med mig, hvor jeg fik lov at berette om dagen, hvor jeg slog en franskmand med 1 sek. og dermed fik sat svenskerne på plads til deres eget mesterskab. Ellers fik jeg et indblik i, hvad Kristianstad Kommun kan mønstre af sportsfolk: Alt fra nordiske-mestrere i ponyhop til rally-kørerer. Til Gallaen var også fin underholdning i form af tre gode sangere, bla. Idol-vinderen fra lokalområdet og to andre kendte svenskere.

Og som pengestrømmen ikke kunne tage stop fik jeg mig også en ny sponsoraftale. Detaljerne er ikke på plads, men det er rart at blive støttet økonomisk, da sporten fylder meget i hverdagen, hvor fritidsjob ikke er fleksible nok til at blive tilpasset. Så der er dannet et økonomisk grundlag for 2012 og fremad, som jeg ser frem til. Også selvom sneen nu desværre kom til landet. Sneen er ikke problemet, men kulden har det med at genere mine ben. Heldigvis er vinteren næsten ovre, og der venter en fed tur til varmere himmelstrøg i uge 8.

2012

Titlen på en dårlig film og på det nye år. Men min film bliver ikke dårlig: Jeg er kommet rigtig godt i gang med det nye år. Over jul og nytår har jeg ofte haft tendens til at være sløset med træningen. Men det blev anderledes denne gang, hvor jeg havde nogle fine træninger med andre mennesker. Til nytår i Aalborg blev det til et gensyn med Rebild Bakker (de er stadig store) og en 30 kms tur nytårsaftensdag til at slutte året af.

Men her i weekenden stod den så på landsholdssamling igen. Der er meget landsholdsaktivitet, men det er kun godt for kvaliteten af træningerne her er i top. Og det kan også siges om denne weekend: Mit fokus inden var på det tekniske område. Fysikken er meget i fokus resten af ugen i Århus. Vi startede benhårdt ud med en træning i konkurrencetempo i Hjortsballe Krat. Selvom jeg ikke har følt et særlig godt flyd i længere tid, kørte det meget godt her. Jeg undgik fejl og fik læst fremad på kortet. Fysikken var lidt efter op ad de største bakker, men på de flade stykker havde jeg godt med overskud. (Alle weekendens kort kan ses i kortmappen: http://www.o-kortmappen.dk/okr/index.php?user=AB )
Dagen efter i Vestjylland blev jeg virkelig bekræftet i, at det går fremad Jeg var meget mere sikker på kompasset, mens min kortforståelse i et komplekst kurveområde var god. Denne del af Danmark er fantastisk at løbe i, og jeg glæder mig hver gang hertil. Jeg løb her for føste gang i 2007 under udtagelsesløbene til EYOC og kan bruge skoven som "målestok" for udviklingen. Og det går fremad
Alt i alt en weekend, hvor jeg fik gennemført mit mål om at have fuld koncentration i teknikken. Det er derfor en god start på den tekniske periode, som elitecenteret og landsholdet går ind i her frem til marts. Den varmer så op til konkurrencerne, som begynder i slutningen af februar i Portugal. Jeg glæder mig til at sæsonen starter igen, men uden sne i år er det ikke så pinefuldt igen. Det sneede ganske vist i går morges, men det blev hurtigt afløst af lunere temperaturer. Endelig fik vi en "dansk" vinter igen.

Hvad venter der så i sæsonen? Først skal jeg koncentrere mig om træningen, der stadig præger dagligdagen. Så komnmer konkurrencerne - her skal jeg vænne mig til at tabe. Det er de store drenge man er op mod nu, men det er jeg klar til. Jeg har ingen forventninger om medaljer til DM'erne eller høje placeringer internationalt. Jeg gør mit bedste og ved, at jeg skal kæmpe. Målet er i første omgang EM. Filmen "Mit 2012" er startet og hvem ved hvilket forløb den får?